Nogle gange så er de der børn altså noget mere opvakte og opmærksomme, end man først lige antager et så lille menneske for at være.
Mine børn er som børn er flest. Tror jeg. De er dejlige, sjove, kærlige, nogle gange høflige og husker at sige tak for mad, rydde op og bære tallerkenen ud. Andre gange skriger, råber og nægter de at gøre, hvad de bliver bedt om. Løber væk fra mig, gemmer deres hoved under en pude i den naive tro, at så kan mor ikke se dem.
Og nogle gange siger de ting, der kommer bag på mig. Ord og tanker som er meget reflekterende og præcist formuleret – især når de kommer til de voldsomme følelser.
De smelter mit hjerte. Og de kan få mit pis i kog. Jeg tænker, det er helt normalt.
Den anden dag er Filøjsen vred over noget. Han og Vigsen blev uvenner inde i stuen. Han slog ud efter hende, og jeg skældte ham ud. Han sidder i hjørnet ude i køkkenet på gulvet. Er hidsig og på grådens rand. Det er en morgenstund, og vi skal ud af døren.
Jeg prøver at få ham op til morgenbordet for at spise, og jeg vil gerne have ham til at sige undskyld til sin søster.
Jeg sætter mig hos ham og prøver at trøste og tale roligt, men han kan ikke komme ud af det.
Jeg siger noget med: “Kom nu bare, skat. Sig undskyld til Vigsen og så spiser vi.”
Han råber: “Men jeg kan ikke sige undskyld, når jeg har det sådan her inde i hjertet og taler med den her stemme. Det ved du godt, mor.”
Og ja. Det ved jeg faktisk godt. Det kan jeg jo heller ikke selv, når de vrede/kede følelser er i oprør indvendigt. Jeg synes min 6-årige får sat så fint ord på sine følelser i den situation, og det er jeg stolt og rørt over han kan.
Derfor trøster jeg ham igen, siger det er træls at vi alle blev sure, og han måtte undskylde jeg skældte ham sådan ud. Endelig blødte han op, vi krammede og han kom op til bordet.
Da vi senere sidder ude i bilen, siger han selv undskyld til sin lillesøster.
I går aftes havde vi så gæster, og det var blevet sent inden ungerne kom i seng. Jeg hjælper Vigsen ude på badeværelset og hun tumler rundt og fjoller. Hun vælter et vandglas, griner og til trods for mine pædagogiske krumspring for at få hende til at holde fokus, så vi kan hjælpe hinanden, så griner hun videre og løber væk, når en ny ting skal gøres.
Til sidst bliver jeg træt af det, hiver hende hen til mig og siger: “Kom så her, Vigsen. Nu gider jeg simpelthen ikke det der mere. Nu hjælper vi hinanden!”
Vigsen råber, mens hun stamper i gulvet: “Lad være med at være så sur, mor!” Hun rækker sine arme op mod mig for at kramme.
Jeg siger: “Jeg er ikke sur, skat. Jeg er bare lidt irriteret”.
Vigsen: “Men jeg kan se på dine øjne, at du stadig er sur.”
Igen har barnet ret. Igen rammer barnet præcist i sin formulering, så mor øjeblikkelig bløder op. Så jeg smiler, vi krammer, og hun får tisset og børstet tænder uden den store ballade.
Kæft, jeg elsker de unger altså! Tænk, de er 4 og 6 år, og lærer allerede mig en helt masse.
