Det har jeg efterhånden hørt nogle gange fra andre mødre. Første gang var da A var omkring de to år, og jeg var gravid med Lille V. Jeg havde mødtes med nogle fra min netmødregruppe med A (kalder den for min decembergruppe).
Vi snakkede om, hvor mange børn, man kunne tænke sig. Jeg sagde, at jeg tror jeg får nok i to børn. “Nå!”, sagde Maria så. “Du er da sådan en, der skal have 5 børn”. Tror mine øjenbryn nåede helt op til hårkanten ved den sætning. Hun fortsatte: “Du har altid så meget overskud og tager tingene helt afslappet – og så er du bare så god med A og også andres børn”.
Det var rare ord.
Men det viser bare igen: der findes en facade (i mangel af bedre ord) og så findes der virkeligheden. Jeg skal bare slet ikke have 5 børn.
Og jo, jeg elsker børn. Jeg er faktisk også god til børn (sagt i al beskedenhed).
Men jeg elsker også at have tid til mig selv, jeg elsker min frihed, og jeg elsker at kunne gøre mig-ting. Jeg har brug for det. Ellers bliver jeg en sur kælling. Har jeg erfaret.
Jeg er en af dem, der har glædet sig til børnene lige blev dét større, så de selv kunne dét mere. Jeg længes ikke tilbage efter dengang de var babyer. Jeg længes heller ikke (mere) efter at få endnu en baby i mine arme. Det betyder ikke, at de ikke var søde, eller at det ikke var en særlig tid. Jeg synes faktisk bare, at det var ret hårdt.
A sov ikke ret meget. Han var 17 mdr. før han sov igennem, og han sov aldrig mere end 40 min. om dagen, indtil han blev 1 år. Han var vågen 4-5 gange hver nat op til de 17 mdr. Det var især hårdt ved mig, da jeg begyndte at arbejde efter endt barsel.
Lille V havde kolik. Jeg var indlagt med hende, da hun var 20 dage gammel pga. RS-virus, efter det begyndte skrigeriet for alvor. Det var om aftenen kl. 20 og en 4-5 timer frem. Mange dage tog hun også en skrige tur på en halv til en hel time i løbet af dagen. Det stoppede først helt, da hun var 5 mdr. Uden at gå mere i detaljer, er det det hårdeste, jeg har prøvet. Punktum.
Jeg har selvfølgelig nydt mine babyer, men jeg har også fundet ud af, at jeg åbenbart ikke er typen, der rummer det hele. Derfor stopper det også her.
Det sjove er, at manden min gerne vil have en mere. Før vi fik børn, sagde han max. 2 børn, hvor jeg sagde 3 børn. Nu er det omvendt. Han er helt væk i vores børn. Helt solgt. De er ufejlbarlige og perfekte, og han forstår ikke hvorfor vi ikke bare laver 10 mere af den slags.
Han har slet ikke alle de her bekymringer, som jeg render rundt med. Selvom A er hård for tiden, ja “så går det jo nok, han er bare A“. Alt det praktiske omkring ungerne, tænker han heller ikke så meget på, som jeg gør (han står så heller ikke for ret meget af det).
Så her den anden dag, mødte jeg en af mødrene fra min mødregruppe med A, som jeg ikke har set længe. Igen snakkede vi om det at få flere børn, og igen kom kommentaren: “Jeg havde altid troet du ville få mange børn”, da jeg sagde at vi nok var færdige nu. Det er da lidt pudsigt.
Hvis vi skulle have en 3’er, så ville jeg gerne være hjemmegående i et par år eller 3. Jeg synes virkelig at arbejde fuldtid med små børn og at have en mand, der arbejder rigtig meget, er svært at få til at gå op i en højere enhed uden en masse dårlig samvittighed.
Så nu bliver det altså sådan her. Jeg er en, som er typen på mange børn, men altså blot har 2 og er lykkelig for dem 🙂
