Inddrag dine børn … og lidt om krøllede æg

Udgivet den 9. august 2014 af Jeanette

Jeg ved det jo godt. Det står i alle bøger og Lola prædiker det ofte. Inddrag dine børn i daglige gøremål. De bliver interesserede og nysgerrige individer, de bliver set og hørt, de føler sig betydningsfulde, de bliver mere selvstændige, de lærer at man hjælper hinanden, de bliver knapt så kræsne, de lærer en masse basishusholdningsting. Og så videre og så videre.

Men det er bare som om, at jeg ikke er særlig god til at huske det. Sådan i det daglige.

Det er mig, der henter og afleverer stort set hver dag. Jeg kommer hjem med børnene klokken 16.15. Ind i huset eller ud i haven og lege lidt med dem. Jeg påbegynder aftensmad omkring kl. 16.45. Det er så her det gerne bare skal gå stærkt. Jeg er ikke super god til at stille skamlerne frem og invitere dem med. Inddrage dem.

Og Vigsen vil faktisk rigtig gerne. Filøjsen knap så meget. Han er mere TV-typen. *flov smiley*

Jeg kan – hands down – ikke mønstre overskuddet og tålmodigheden på det tidspunkt af dagen til det. Jeg er træt efter min arbejdsdag, og min kære mand er først hjemme omkring klokken 17.30. Maden skal gerne være færdig i løbet af 45 minutter, ellers bliver begge børn lettere hysteriske. Så er det nemmere at Ramasjang eller en børnefilm på dvd’en underholder dem i de tre kvarter. Sssshhhhhhhh …..

Note til mig selv: Jeg skal blive bedre til at få Vigsen (og Filøjsen, når der er en åbning) med ud i køkkenet, når hun nu så gerne vil. Bare hun står ved vandhanen og skyller lidt grøntsager, så er hun mere end tilfreds.

Det jeg vil frem til er, at i dag blev de inddraget (det er altså ikke den eneste gang, de er blevet det. Denne gang er det blot dokumenteret … tsk tsk.)

Lørdag, og jeg var alene med dem, da manden skulle hjælpe en kammerat med at slå på noget betongulv.

De havde fået deres havregrød, og så bestemte jeg sammen med Filøjsen, at vi skulle have krøllede æg og bacon. En af hans livretter (og også en af mine). Så skamlerne kom frem og begge unger var med til at slå æg ud, hælde på pande, dække bord, røre med piskeris und so weiter.
Vi hyggede os. Selvfølgelig gjorde vi det. Det mindede mig (igen!) om at jeg skal bestræbe mig på at blive bedre til det i hverdagen.

 

 

 
 
Filøjsen prøver at lave et snedigt smil 🙂
 
 
 
 

Udgivet i Filøjsen, opdragelse, Vigsen | Skriv en kommentar

Og så var det jeg læste en PPR-indstilling på eget barn

Udgivet den 8. august 2014 af Jeanette

En PPR-hvad-for-noget?!

Det står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, og når man er kommunalt ansat på en folkeskole, som jeg, så har man stiftet bekendtskab med en PPR-indstilling flere gange. Lærere skriver ofte indstillinger på deres elever for det ene eller det andet.

Mange forældre er totalt berøringsangste, når man nævner det, for ’så-er-der-jo-noget-i-vejen-med-mit-fantastiske-ufejlbarlige-og-vidunderlige-lille-yngel’.

Og ja, det er der, hvis man sætter det på spidsen og tager de negative briller på. Man kan også sige: Nu samarbejder vi, forældrene, og den anden instans om at gøre det bedste for ‘vores’ barn. For det er dét, der er hele intentionen.
Selvfølgelig er det da ikke toppen med sådan indstilling, fordi så kører det hele jo ikke bare som smurt. Men når det nu skal være, så er det altså ikke et ubetinget dårlig tiltag.

Man kan indstille et barn til udredning for indlæringsvanskeligheder, ordblindhed, diagnoser, mistrivsel på den ene eller anden måde. Så kan man som på min egen Filøjsen også lave en indstilling med henblik på at få ét års skoleudsættelse på ham.

Det er så den, jeg sidder med i hånden nu. Der står mange positive ting. Han har humor. Han har gode legerelationer. Han har god motorik. Han er glad og positiv.

Så står der også, at han ikke kan modtage en kollektiv besked. Jo, han sidder stille og får den, men den er glemt på vej ud af døren. Han leger med de børn, der er yngre end ham. Han går i stå og ‘falder i staver’ ved fællesaktiviteter som tegne, klippe eller modellervoks. Han går i stå i garderoben, når de skal ud på legepladsen. Han vil gerne have hjælp til at komme i tøj og sko. Han bliver hurtigt optaget af andre ting. Han er distræt og det kniber med koncentrationen, når det gælder ‘pligt-tingene’.

De her ting, skal der arbejdes med, førend han er skoleparat. Derfor har vi kæmpet for, at han skal have et år mere i børnehaven allerede. Han bliver først 5 år til december.

Vi har sammen med hans pædagoger dannet fælles fodslag, og nu håber vi bare at PPR kan give ham skoleudsættelsen. Ellers kan det godt være, der kommer mange tudeindlæg over det herinde.

Min lille distræte, godmodige, følsomme og skæve dreng. Jeg elsker ham overalt på jorden, og jeg bliver alligevel lidt hønemor, når jeg forestiller mig, hvad han er oppe imod, hvis han starter i skolesystemet allerede næste år.

Jeg frygter han vil sidde og ikke fatte en bjælde af, hvad der foregår omkring ham. Men blot ‘følge med’, når de andre gør noget.

Jeg frygter han vil fjolle og klovne og kompensere på den måde, fordi han er usikker. At han inden 2. klasse vil være ‘Klassens Klovn’. Og ikke på den fede måde.

Jeg frygter han vil føle sig ensom, selvom han er omgivet af en masse store og små.

Jeg frygter hans selvværd og tro på sig selv vil lide et alvorligt knæk.

Jeg frygter han vil få en masse skældud.

Jeg frygter at  han ikke vil få nogle venner, som han for alvor er på bølgelængde med.

Jeg frygter at han ikke vil kunne følge med fagligt, fordi han hele tiden skal ’stå på tæer’ og kæmpe dét ekstra, fordi han endnu ikke er helt parat, og det dermed vil dræbe hans motivation.

Jeg frygter endnu en PPR-indstilling.

Alle de bekymringer! De startede den dag, han blev født, og jeg synes ikke de er blevet mindre med tiden.

Måske er jeg unødigt bekymret, overanalyserende og pyldret (ja, det er jeg, for vi venter jo stadig på afklaring), men jeg må bare have tankerne luftet. Sådan er det vel med store valg og beslutninger i livet?

Han er for resten først lige begyndt at tegne sådan rigtigt. I dag tegnede han et menneske. Med hoved, øjne, arme og ben.

Så lagde han sin hånd på brystet og spurgte mig: Sidder hjertet her, mor? Jeg svarede ja. Så tegnede han meget nøje et hjerte på det rigtige sted på manden på sin tegning. Så var den færdig.

Ikke næse, hår, ører, mund, fødder eller andre  ligegyldige kropsdele. Næh, hjertet. Det er min Filøjs i en nøddeskal.

Jeg elsker ham. Og jeg håber og beder til at han er 6 ½ år, når han skal i skole.

Udgivet i bekymringer, Filøjsen, modenhed, pyldret, Skoleparat | Tagget | 5 kommentarer

Klip fra hverdagen #take1

Udgivet den 4. august 2014 af Jeanette

Det er varmt. Jeg føler mig klistret overalt på min krop. Mand og søn er på vej ud af døren i svømmehal, mens Vigsen gaber og gaber. Det er tid for hendes middagslur. Sidste dag i ferien.

Jeg skynder mig ovenpå med hende i håbet om en hurtig putning, et tiltrængt koldt bad til mig og efterfølgende en times mig-tid (mindst!).

Jeg putter hende i vores seng på vores soveværelse på 1. sal, som er det eneste sted ovenpå, hvor solen ikke står lige ind. Hun er pludselig en smule overgearet. Jeg siger at hun skal ligge sig med sin nulleklud. Lukker døren og går i bad. Da jeg er færdig i badet kigger jeg ud på gangen. Døren ind til soveværelset står pivåben.

Mig: Vigsen?

Stilhed.

Mig: Viiiiiiigsen? (insisterende).

Stilhed.

Mig: Vigsen, hvor er du henne?

Hende: Her! Jeg gemmer mig… (hører jeg i det fjerne)

Jeg lister rundt efter hende, og finder hende på brormands værelse helt inde i hulens hjørne.

Mig: Du skulle jo sove?

Hende: Nej!

Mig: Jo, kom med mig, så putter jeg dig.

Hende: Du skal sove med mig!

Mig: Du kan godt sove selv.

Hende: Neeeeeej!  (løber væk med armene flagrende over hovedet)

Mig: Kom så, skat …  (tager hende i hånden og går)

Jeg putter hende og lister ud. To  minutter efter står hun udenfor døren igen.

Hende: Jeg VIL ikke sove! Jeg er IKKE træt!

Mig: Stop nu. Mor er liiige udenfor døren.

Hende: Du skal sove med mig!

Så sker det, der er sket 1000 gange før. Hun får sin vilje.

Jeg ligger mig på en madras på gulvet, og håber jeg når at få lidt af min alenetid.

Hende: (nu hoppende rundt i sengen) Du skal sove heroppe! (peger insisterende på den tomme plads ved siden af hende).

Hun får sin vilje. Igen. (Jeg er desperat nok nu)

Hende: Du er min mor. Jeg elsker dig.

Mit hjerte smelter en lillebitte smule, jeg har jo alligevel tabt kampen om at prøve at være bestemt-og-tydelig-mor for denne gang.

Mig: Jeg elsker også dig. Put dig nu ned.

Hende: (synger Lille Peter Edderkop, mens hun ‘kravler’ med fingrene på min arm)

Mig: Ssshhhhh, luk øjnene, skat.

Hende: Ja! (ligger sig helt udstrakt ned og kniber øjnene hårdt sammen)

1 minut senere.

Hende: Sover du, mor?

Mig: Ja.

Hende: Nej, du siger noget til mig.

Mig: Sssshhhhhh ….. 

Sutten kører nu som en motor i munden på hende. Hun mumler lidt.

Hende: Vi er gode venner…

2 minutter senere snorker hun. Endelig! Alenetid.

Så kan jeg alligevel ikke lade være med at blive liggende og kigge på mit lille sovende egomonster. Kigge på hendes lyse, bløde krøller omkring ørene. Hendes lillebitte hånd, der hviler på maven. Hendes halvt åbne øjne, selvom hun sover dybt.

Jeg får en spontan trang til at slå krølle på den lille krop, så den stopper med at vokse.

Hun vender sig om på siden med hovedet helt tæt ind til mig og mumler noget igen, mens sutten kører heftigt. Jeg putter dynen op omkring hendes fødder helt varm om hjertet og lister ud af værelset.

Udgivet i hverdagsglimt, Vigsen | 5 kommentarer

Ferieblues …

Udgivet den 3. august 2014 af Jeanette
Jeg er ramt af det i skrivende stund. Det er den sidste dag i min fem uger lange sommerferie. Manden og jeg har sammen haft fire uger med ungerne. Det har været en helt fantastisk ferie. Ikke mindst takket være Den Danske Sommer, der har vist sig fra sin smukkeste side.

Det er for eksempel ret skønt, når man kan bade med sin søn i Vesterhavet klokken otte om aftenen.

Jeg sidder og her og lader som om, at vi ikke skal op klokken 06 i morgen tidlig. At jeg ikke skal sidde på min pind på arbejdet klokken 08 og tune min slowmotion hjerne ind på skolereformen og nye tider. At jeg ikke skal aflevere/hente unger i institution. At alting ikke har en ende.

Jeg er vitterligt helt nede i gear, og jeg gider ikke op igen. Jeg har i fem uger befundet mig i sådan en zen-lignende tilstand af ro og lykke. Det er sgu pragtfuldt, når der er balance i familielivet, og den dårlige samvittighed af rejst ad h…. til og man aldrig rigtig skæver til, hvad klokken er.

 

Sommerferie er bare så hyggeligt. Sove længe ( 07.40 er sent her i huset, og Filøjsen har ikke svigtet. Han er vågnet på klokkeslættet!), tage sig god tid om morgenmaden, lukke ungerne ud i haven i underbukser inden klokken 9, spise lækker mad, tage på spontane dagsture, spise is hver dag, bade hver dag. Ingen forpligtelser.

Det har været skønt, og det har i dén grad været tiltrængt.

Jeg bliver altid sådan lidt semi-depri og øv-jeg-gider-ikke-agtig hen mod en sommerferies slutning. Det slår aldrig fejl. I år ikke anderledes. Jeg sidder ligefrem og overvejer, om man skal lave en 3’er bare for at få endnu en barsel og lidt mere frihed. Ha!

Men jeg ved også, at hjulene bare lige skal i gang igen, og lige pludselig så kører hverdagen derudaf og sommerferien er blot gode minder, som man glæder sig til at gentage næste år.

Ellers tillader jeg mig at bruge resten af søndagen på at drømme mig hen til et virkeligt smukt sted i Italien (billederne er fra Pinterest). Det kunne sagtens være destinationen for vores sommerferie næste år.

Udgivet i balance, frihed, nostress, slutferie, sommerferietanker, zen | Skriv en kommentar

Når min indre teen slippes fri … (og mor-kasketten er OFF)

Udgivet den 30. juli 2014 af Jeanette

Ind imellem slipper jeg min indre teenager løs og drikker, fester, danser og skejer ud. Præcis som var jeg 18 igen.

Det sker sjældent (2 små børn og alderen der kun tikker opad trækker tid-til-festfaktoren nedad).
Men 2-3 gange om året går jeg all-in.
Så er jeg ikke nogens mor, der konstant står til rådighed med kys på håret, krammere, plastre på knæet, rugbrødsmadder kl. 11.30, bleskift, eftermiddagslure og puttehelvede.

Så er jeg mig. Fandmesgu. Ego-mor. Voksentid. Kald det hvad du vil, men jeg har brug for det. En pause ind imellem, hvor tiden bare er min egen.

I går aftes var perfekt til sådan en stund. Den sidste varme sommeraften i følge metrologerne, og for en måned siden, havde jeg inviteret kære kollegaer til mad og vin på terrassen på netop denne dag. Jeg havde allieret mig med min private kok AKA min mand (han skal overdynges med rosende ord her. Hans præstation i går som kok, mand og far var til UG med kryds og slange. Jeg har vundet i det store mandelotteri).

Vi havde næsten ikke fået os sat ved bordet før den første kolde flaske hvidvin var åbnet og drukket. Sammen med knasende sprøde chips og lækker ost røg den hurtig ned i sommervarmen. Efter den fulgte mere kølig hvidvin, perlende champagne og asti i rå mængder… og efter forretten var jeg lettere beruset (okay, jeg var fuld).

Det var virkelig bare en af de der skønne og perfekte sommeraftener. Alle var glade og afslappede, ungerne legede i græsset og løb fra og til bordet begejstret over nye legekammerater (mine gæster), som gad at hoppe trampolin og gynge med dem. Ren Morten Korch.

Min mand serverede hovedretten, og der gled mere vin ned. Han badede og puttede ungerne (ros ros ros …), mens jeg (i min lillebitte og uskyldige rus) prøvede at få styr på desserten, som jeg rent faktisk helt selv stod for. En usædvanlig lækker chokoladetrøffel, som jeg fandt hos bloggeren på www.chocolat.dk . Superlativer er overflødige. Du bliver nødt til at prøve den selv. Som i nødt til.

Ungerne sov og festen fortsatte. Jeg følte mig vitterligt sat i tilbage i tiden med god snak, høje grin, godt humør, cocktails og sommerhits på ipad’en. Da gul og grøn Gajol kom på bordet sammen med terninger og fuldemandsspillet ‘Meyer‘, gik det kun én vej for mig (jeg er en umanérlig dårlig løgner).

Åh, det blev en fest. Kl. 01 sad vi stadig ude i stearinlysets skær, og vi fik den fremragende idé, at vi ville tage i Jomfru Ane Gade. På en tirsdag. Det er vel sommer!

Endnu en pinlig taxatur (det var jo teenageren jeg slap løs og min store kæft svigtede mig ikke), og ind i en stort set mennesketom Gade.
To steder holdt åbent. Det skulle ikke holde mig tilbage, for mor var i byen, og jeg var sgu kæk. Intet kunne stoppe mig.

Lige indtil jeg faldt ned af et lille trin på vej ind på en hidtil ukendt bar, som jeg nu har glemt navnet på.

BUM! Der lå jeg. På alle fire. Med røven i vejret. Jeg vred om på min fod i mine høje hæle, som jeg insisterede på at tage på inden afgang. Tyngdekraften er en bitch. Jeg kunne slet ikke komme op igen. I hvad der synes som evighed, men nok i virkeligheden var 10 sekunder, lå jeg der, indtil min storgrinende kollega hjalp mig op.

En masse (rigtige!) teenagere sad og kiggede på mig, da jeg humpede hen til nærmeste bænk. Hell, de havde sgu nok også lidt ondt af mig. Tænk sådan en gammel kone i 30’erne kommer væltende ind og falder over et dørtrin. Hun må nok ikke have det så nemt …sådan bliver jeg i hvert fald ikke, når jeg bliver SÅ gammel! (Ha! De kan bare vente, kan de … )  

Nå, men jeg fik børstet støvet af og med oprejst pande (og en livserfaring de i hvert fald ikke har) festede jeg videre. Fik både danset og bundet sjusser.

Kl. 03.15 lå jeg i min veninde/kollegas (hun er begge dele) seng og bandede af mig selv for at have drukket så tæt. Den snurrede rundt, den seng. Jeg havde indtaget den mest fedtede shawarma med hvidløg og chili samt bundet 1 liter vand, men lige lidt hjalp det. Jeg skrev en sms til manden om, hvor jeg var, og så gik jeg kold.

Lige indtil jeg 5 timer senere med dunkende hoved, badet i sved og med sommersolen lige i smasken, trillede ud af hendes seng for at tisse alt vandet ud igen. Min mund føltes som et dyr havde lagt sig til at dø langsomt derinde. Puha.

Jeg.Var.Ramt.

Tømmermændsselfie. It’s not pretty, but it’s honest.

Manden kom med ungerne for at hente mig og hende, da hun skulle hente sin bil. Han havde bagt boller til os og ryddet op efter vores efterladenskaber på terrassen (I know!)

Jeg tog en eftermiddagslur sammen med Vigsen, som vågnede brat op efter halvanden time råbende at ‘jeg skulle fange missekatten!’

WTF? (reality tjek, du er mor. Ikke kåd teenager. Slam! Fat det.)

Om ikke andet, så lever jeg nu højt på sådan en aften rætti’ rætti’ længe. Det er dejligt at mærke at hende, der var der præ-unger, stadig findes. And still got it.

Udgivet i egomor, gæster, godmad, hvidvin, puha, solskin, sommeraftener, tømmermænd | 2 kommentarer