Vigsen er som sagt en lille bestemt dame, men også rigtig sjov til tider.
En sjov episode fra i går eftermiddags.
Mig: Vigsen, vil du hjælpe med at bage boller?
Vigsen: Ja, det vil jeg gerne!
Så kommer hun lidt fra det igen, da hun begynder at lege med dukker.
Mig: Vil du hellere lege med Emma og Mathilde?
Vigsen: Nej, jeg vil bolle med dig, mor!
DOOOOH!!!! 🙂 Jeg måtte smile.
…KOM NU SÆSON 3! DET ER NÆSTEN ULIDELIGT…
Havde ellers sagt, at jeg ikke havde tid til tv-seriekiggeri med børn og fuldtidsjob. Lige indtil uge 27 i år, hvor jeg åd 26 timers OITNB råt.
“Okay, bare ét afsnit mere … Ej, så ét mere da. Fuck, sådan kan 1. sæson da ikke slutte? Bliver nødt til at se videre …”
Jeg blev ved med at trykke play på Netflix og havde konstant “The animals, the aaanimals, trapped trapped trapped ‘til the cage is full ….” til at køre på repeat i hovedet i den uge. Jeg var hooked fra første scene, hvor Piper fortæller om sit forhold til at bade. Det sker sjældent (faktisk aldrig) for mig.
Nu følger jeg skuespillerne og serierne på alskens sociale medier, så går ventetiden da med det. Har du ikke set serien, så bliver du altså nødt til det. Så meget humor, så meget alvor, så mange fede replikker og så mange übercoole karakterer er samlet er sted.
Mine favoritkarakterer i serien er helt klart Nicky , Poussey og Piper (og lidt Alex). De er helt unikke, og især Nickys punchlines er outstanding (hvor mange amerikanske ord er vi nu oppe på?).
Og ja, Crazy Eyes er et kapitel for sig selv. (Bonusinfo! Skuespilleren bag ,Uzo Aduba, har lige vundet en Emmy for bedste præstation i en gæsterolle i en komedie serie).
Men hey, jeg kan jo lade mine favoritter tale for sig selv …
Det var noget mærkeligt noget. Filøjsen begyndte først at bruge sut, da han var halvandet år (ja!). Han gad den ikke som baby, og til sidst holdt vi op med at prøve. Men vi havde åbenbart et par enkelte sutter, der flød som legetøj hist og pist. Så pludselig en dag fandt han en af de sutter i en kasse, proppede den i munden og suttede løs på den. Vi lod ham have den den ene dag. Der var bare lige det, at han ville have den dagen efter igen. Og dagen efter. Pludselig brugte vores halvandetårige sut uden det havde været meningen.
Det gode ved det (hvis man kan sige det sådan) var, at han altid kun havde og brugte den, når han var træt og skulle sove. Den var aldrig et problem at undvære i dagtimerne. Han smed den igen, da han var 3 og 2 måneder gammel. Der var selvfølgelig et savn i starten. Især var det pludselig svært at falde i søvn alene. Vi skulle helst være hos ham. Han manglede jo sin faste tryghed i sutten. Men også det gik over, og han lærte igen at falde i søvn uden vi var der til at holde i hånd.
Men som kom Vigsen. Og hun er bare på alle måder sin egen.
Siden hun blev født har hun skreget, hvis noget ikke passede hende. Hun begyndte at bruge sut omkring de 4-5 mdr., og hun er blevet meget meget glad for den.
Det er således, at hun ikke bruger sut hos sin dagplejer. Kun når hun skal sove middagslur. Sådan har det alle dage været deroppe, og det accepterer hun. Hun spørger da ind imellem efter den, men hun får den ikke.
Herhjemme spørger hun efter sutten, så snart jeg sætter hende ud i bilen efter at have hentet hende. Og hun får den … (det er lidt flovt, men den har fast plads i bilen) Hun bruger den aaaaaalt for meget.
Efterspørger hun sutten herhjemme, og vi siger ‘at det er først når du skal sove’, så græder hun, skriger, råber, brokker sig, jeg er ‘dumme mor’, enkelte gange smider hun sig på gulvet, hun plager og plager, indtil vi ikke magter skrigeriet mere … og vi giver efter.
Og sådan gør Vigsen med alt herhjemme. Det er hendes skudsikre strategi. Og jeg må sige, hun gør det godt af en 2-årig. Hun udraderer totalt sine forældre på den måde.
Det er os, der skal tage kampen om sutten, det ved jeg godt. På et tidspunkt.
Først skal den kunne lægges helt væk i dagtimerne. Dernæst kommer det store og afgørende slag: ‘Farvel sut’.
Det skal nok lykkedes på et tidspunkt. Når vi beslutter os for noget i fællesskab angående børnene, så gennemfører vi det rent faktisk også 🙂
Jeg bryder mig egentlig ikke om vendingen ‘at tage kampen’ når man taler børn. Men med Vigsen ved jeg, at det bliver noget derhenad. Hun giver ikke op.
Så når vi beslutter os for, at NU skal det være, så skal jeg virkelig mønstre alt mit overskud, al min tålmodighed, al min beslutsomhed, al min pædagogiske kunnen og huske at købe ørepropper.
Aner hun et øjebliks svaghed hos os, bliver det nådesløst.
Jeg er sikker på hendes jernvilje kommer hende til gode rigtig mange gange senere i livet. Ligesom den nok også skal give hende nogle knubs på vejen.
Lige nu ville jeg ønske jeg kunne spole 10 måneder frem i tiden, og læse mit eget indlæg om suttestop hos mindstepigen. Hvis der da overhovedet kommer et sådant.
Det kan også bare være det ville hedde: Vigsen vs. forældre, 417 – 0
Fænomenet er relativt nyt for mig.
Eller både Filøjsen og Vigsen har puttet op ad mig som spæde. Vi har praktiseret samsovning indtil en 3-4 mdr. Så kom de i egen seng, da jeg trængte til mere end 1½ times søvn ad gangen. Da det var tid til at komme på eget værelse gik det også forholdsvist problemfrit med begge to. Som jeg lige husker det.
Jeg kan huske vi var igennem møllen med at lære dem kunsten at falde i søvn selv (noget langt de fleste babyer vist skal igennem). Det lærte de også, og jeg var så stolt over det lykkedes med begge to uden nogen skulle græde sig i søvn. Vi var kærlige, stålsatte og fyldt op til randen med tålmodighed.
Til sidst havde vi to børn under 3 år, som begge faldt i søvn helt selv efter putteritual og godnatsangen. Vi havde SÅ meget styr på det der med søvn! De faldt i søvn på deres eget værelse, i deres egen seng, i deres eget selskab. De sov (for det meste) også i gennem.
Vi havde vores soveværelse og natten helt for os selv.
Så var det vi pillede tremmerne af Vigsens Juno seng. Fra det øjeblik gik vi fra en supernem putning til en dræbende lang og opslidende putning. Pigebarnet kravlede ud igen og igen og nægtede ligge sig ned og snakke, synge og hygge som hidtil. Vi på kører på 5. (!) måned nu.
Det var vi slet ikke vant til med Filøjsen, som konsekvent blev siddende i sin seng. Han gik aldrig ud, før end vi kom ind til ham. Det gør han stadig ikke. Han er på 4 år højst kommet ind til os 3 gange om natten.
Hvorfor vi ikke smækkede de tremmer på Vigsens igen, fatter jeg ikke. Hun var trods alt en lille nips på 10 kilo og 82 cm. lige da hun fyldte 2. Hun kunne sagtens være i tremmesengen. Men det gjorde vi altså ikke. Vi tænkte, at hun nok lærer det med tiden.
Men nej. Nu falder den lille dame i søvn på en folde-ud madras på gulvet på sit værelse. Hun nægter pure at ligge i sengen.
Når klokken nærmer sig midnat, så er det stensikkert vi hører en svag knirken efterfulgt af en dap-dap-dap lyd. Vigsen står med håret strittende i alle retninger og insisterer på at komme op til os i smørhullet. Kunne hun sige ’samsovning!’, så gjorde hun det. Sidste nat stod hun foran vores fodende med sin pude i hånden kl. 00.30 og råbte ‘Godmooooorgen!’
Hun har så sin faste plads nu imellem os nu. Pude, dyne, sutter og nulleklud er klar hver nat.
Og selvom hun fylder (ja, et lille menneske kan godt fylde på tværs!), selvom hun snorker, selvom hun vågner flere gange skrigende, selvom man får små knytnæver i øjet i løbet af natten … så er det da noget af det hyggeligste i hele verden at sove sammen med hende. Jeg nyder helt ærligt hvert minut, og jeg elsker at vågne op til det lille forsovede ansigt.
Vi sidder og spiser aftensmad. Som altid er Filøjsen lidt …eh … vanskelig … hvad det angår. Han spiser ikke rigtig kød. Eller grøntsager. Eller sovs. Eller ting der er blandet sammen.
Men han spiser brød. Der var små flutes på bordet denne aften, som han gik i gang med. Og som det nogle gange er med brød, er der lufthuller indeni.
Mig: Filøjs, skal du ikke spise dit brød færdig?
Ham: Nej.
Mig: Hvorfor ikke?
Ham: Der er hul i.
Mig: Ja …. ?
Ham: Jeg gider ikke spise det hul, mor!
Mig: Så spis udenom hullet
Han tænker så det knager.
Ham: Nej, for man kan jo ikke lade være med at spise det. Det hul er dumt.
Mig: (resignerende) Nå….
Ham: Jeg gider bare ikke spise det hul …. Jeg vil have et nyt brød.
OMFG! Af alle latterlige diskussioner med 4-årige, må den her slå dem alle sammen.
