Noget af det jeg fortryder rigtig meget, er min reaktion (eller mangel på samme) efter en snak jeg havde med min mor for 9 år siden.
Min mor, som jeg ikke har mere.
Jeg var 25 år, og jeg var i praktik på min egen barndoms folkeskole. Jeg havde valgt denne skole, så jeg kunne tilbringe mere tid hos mine forældre, fordi min mor var syg af kræft, så egentlig for at tilbringe mere tid med hende.
Det var i starten af oktober måned 2005, og hun sagde farvel til livet med mig i hånden d. 30. november 2005.
Jeg tror ikke, jeg var helt klar over præcis, hvor syg hun var. Hvor mange smerter hun havde. Hun havde sygdommen på 3. år, og det var gået meget op og ned over de år. Men dette efterår mest ned. Naivt nok troede jeg måske på, at det ville gå fremad igen. Jeg havde i hvert fald slet ikke regnet med, at jeg ikke ville have hende mere to måneder senere.
Jeg har erfaret (eller indset) senere, at når vi børn var omkring hende, så gjorde hun sig stærk. Stærkere end hun egentlig var.
Det var en blæsende oktober eftermiddag, og jeg var kommet hjem fra skolen og sad i køkkenet med min mor. Hun havde lavet kaffe, og jeg havde købt brød med hjem. Jeg sad og plaprede om alt muligt fra mit eget liv. Min praktik, mit studie, mine byture og min kæreste, som jeg lige havde mødt (nuværende mand). Letbenede og sorgløse emner.
Min mor var sådan lidt ved siden af sig selv, og jeg tror jeg sagde noget med om hun hørte efter. Så begyndte hun at græde. Hun sagde til mig gennem sine tårer, og jeg husker ordene meget klart: ‘Jeg føler ikke jeg slår til som mor mere.’
Jeg blev mest af alt overrasket. Overrasket over den hudløse ærlighed og det pludselige emneskift. Men jeg blev også ked af det. Husker det som en følelse af, at mit hjerte vitterligt sank i brystet på mig ved hendes ord.
Der sad hun. Syg. Sårbar. Med Smerter. Uden hår på hovedet. Med en forpulet dødsdom. Og jeg sad bare og snakkede om mig selv. Forventede at hun som altid lagde øre til alt mit ævl.
Hun kunne være ked af tusind andre ting. Som for eksempel at hendes liv var ved at rinde ud og tilmed var et smertehelvede.
Men nej. Den dag var hun ked af, at hun ikke slog til som mor overfor mig. Voksne 25-årige mig.
Det endte med jeg krammede hende og bare sagde ‘at selvfølgelig gjorde hun det’.
Men hvor var jeg dog bare egoistisk. Jeg ville ønske, at jeg dengang havde sat mig selv mere til side for min mor. Som hun hele sit liv havde gjort for os. Jeg har altid følt at min mor satte os børn før sig selv og alt andet.
Jeg ville ønske at jeg den eftermiddag havde lyttet til hende. Lyttet til hendes ord. Sagt til hende, at måske føltes det ikke sådan nu, men gennem mine 25 år havde hun mere end rigeligt slået til som mor, og hun skulle ikke få dårlig samvittighed overfor mig. Jeg ville ønske, at jeg havde sagt, at hun var den bedste mor af sin slags. Sagt til hende at hun skulle glemme at være en hel masse for mig, når det var min tur til at være en hel masse for hende.
Det sagde jeg bare ikke. Jeg var så naiv. Jeg fattede ikke hvor alvorligt hendes tilstand var.
Min mor havde fortjent at være den alle ofrede sig for, i stedet for det altid var hende, der var den selvopofrende. Jeg ved det ikke, men jeg tror at hun mod enden fortrød, at hun ikke havde gjort så mange ting ene og alene for sin egen skyld.
Hun døde som 51-årig. Alt for tidligt. Det er snart 10 år siden, og det er slet ikke til at forstå.
Jeg er lettet over, at smerten og sorgen over at miste hende, ikke er så massiv mere. Men savnet. Savnet bliver kun større for hver dag.
