Om navnet på dit barn og uventet stolthed

Det er simpelthen for vildt! I dag fik jeg at vide, at der er en mor, der vil opkalde sit 2. barn – såfremt det bliver en dreng – efter min Filøjsen! (Nu er det lidt et antiklimaks, at jeg ikke bruger hans rigtige navn herinde, som jo egentlig er noget pænere end Filøjsen, hvis sandheden skal frem).
Men alligevel. For pokker, hvor blev jeg da rørt.

Jeg kender hende selvfølgelig, men jeg har aldrig mødt hende i virkeligheden endnu.
Lad os kalde hende G. Det er en af mine medmødre fra min december ’09 terminsgruppe med Filøjsen. Der kommer mange gode ting ud terminsmødregrupper på nettet. Man får gode råd og vejledning, man knytter venskaber, man deler sorger og glæder, man følger med i hinandens liv over Facebook, Instagram og deslige.

Vi er vist omkring 60-70 mødre i gruppen, og jeg har nu fulgt med i alle de her pigers liv i over 5 år. Og de har fulgt med i mit. Alt sammen fordi vi tilfældigvis blev gravide omkring samme tidspunkt tilbage i 2009. Mange af os var førstegangsgravide.

De kender alle sammen Filøjsen. De har set billeder fra fødslen, fra fødselsdage, fra store og små begivenheder i hans liv, og det har G. naturligvis også. Hun har selv en toplækker søn, der altid charmerer mig gennem skærmen.

G. skrev så et indlæg i gruppen om, at hun glædede sig til at se hvilket køn, der gemte sig inde i maven. Blev det en pige, skulle hun hedde Elma og blev det en dreng, skulle han hedde … det samme som Filøjsen 😉

Jeg kommenterede, at det var nogle skønne navne, og selvom han nok næppe skulle opkaldes efter lige præcis min søn, så var jeg alligevel lidt stolt over, de valgte det navn.

Så skrev hun tilbage til mig: “Faktisk er det din Filøjsens skyld. Jeg er pjattet med den dreng og er derfor faldet pladask for navnet. Så vær du bare stolt!”

Så var min dag ligesom reddet. Jeg blev i hvert fald meget glad og rørt. Tænk engang, nogen synes min dreng er skøn. Nogen som aldrig har mødt ham. Hun kan se alt det vidunderlige og skøre i ham gennem små glimt og billeder fra hverdagen, som jeg selv kan se. Og et eller andet sted langt væk, sidder hun og holder en lille smule af ham. Faktisk så meget, at hun vil opkalde sit andet barn efter ham. Det er bare så fin en tanke.

Vigsen er faktisk også opkaldt efter en bestemt person. Jeg fik inspirationen til hendes navn gennem en artikel jeg læste om en meget sej, stærk og egenrådig personlighed. Med hensyn til Filøjsen, så kunne vi begge to bare rigtig godt lide det navn, så sådan blev det.

Er du selv opkaldt efter nogen bestemt? Eller er dine børn?

Udgivet i børnenavne, Filøjsen, stolthed, terminsgrupper | Skriv en kommentar

Tillykke! Du er nu med i forældreklubben …

og du forstår nu en helt masse, som du – selvom du prøvede – ikke forstod før dit medlemskab.

Det kunne faktisk godt være en tekst på et ‘Tillykke med jeres søn/datter’ kort.

Jeg husker kun alt for tydeligt mine holdninger, meninger og idealer fra før, jeg fik børn. Især fattede jeg simpelthen ikke, når forældre lod deres børn skabe sig, skrige, plage og opføre sig som gedigne møgunger.

Niks. Sådan ville jeg aldrig blive selv.

En af mine rigtig gode veninder, som lige har fået en søn, og som er den sidste i rækken af veninder til at få børn, har lige offentliggjort en sød status på Facebook:  
“Når jeg står i Netto mandag eftermiddag kl. 17 og ser på skrigende unger og panikslagne forældre, har jeg ofte spekuleret på hvad attraktionen ved de der børn egentlig er. Når S for 2. gang insisterer på at skrige samtlige 45 minutter på efterfødselsholdet, spekulerer jeg stadig.
Men her er grunden.” (hvorefter hun så har postet et billede af sin smukke søn sovende sødt i slyngen).

Først når med er med i klubben, fatter man pointen. Det vil jeg vove at påstå. De små arvinger kan udsætte en for alverdens skrækkelige skrigeseancer og møgungescener, men for helvede, hvor vi elsker dem. Den kærlighed overskygger alle de hårde dage og episoder. Den kærlighed skal opleves for at forstå.

Nå, men tilbage til mine tanker omkring, at mine børn aldrig ville opføre sig så uterligt og uregerligt blandt andre mennesker eller i det hele taget, men udelukkende være de rene englebørn. Det måtte jo bare være et spørgsmål om opdragelse, right?

Det er det også et langt stykke ad vejen. Men det man opdager med børn, er, at der kommer faser, perioder og aldre, som de skal igennem. Trodsalder. Selvstændighedsfase. SpørgeJørgen periode. Og.Så.Videre.

Tænker at Filøjsen må være i den oversete møgungefase lige nu.   

Jeg har snart ikke tal på alle de ydmygende pinsler, som han har trukket os igennem her det sidste halve års tid.

For eksempel dengang jeg bar ham skrigende – kastet over min skulder – ud af Fakta (noget med han ikke nåede at røre ved køleskabslågen?)

Eller da jeg endnu engang bar ham skrigende gennem gågaden i Aalborg, mens han slog løs på min ryg (noget med en skoforretning og en chokoladeautomat med farvestrålende M&Ms strategisk placeret ved børneskoene, som han så ikke måtte få) Damn, den episode sendte mange forargede blikke min vej.

Der er jo også den her: “Mor, hvorfor er den dame bare så tyk!” (den lader vi stå et øjeblik)

Eller hvad med alle de gange jeg har spurtet rundt efter ham herhjemme i stuen ved sengetid? Min tålmodighed og pædagogiske krumspring var brugt op, og knægten tror stadig det er fangeleg! Når man så fanger ham, så hyler han op, vil IKKE i seng, og man er Verdens Dummeste Mor.

Så er der den med, at han konsekvent taler i bydeform og gerne vil koste rundt med Gud og Hvermand. Når man venligt, men bestemt, påpeger hans høje og knap så kønne tone, så … “RÅBER JEG DA IKKE! STOOOP NU MOR!”

For slet ikke at tale om afleveringer og hentesituationer i børnehaven. Don’t even go there.

Nej, man finder ud af at man ikke kan opdrage sig ud af alting. Man finder ud af, at børn bliver trætte, sultne, opkørte og påvirkes meget af dette. Man finder ud af, at børn ikke altid kan være sande dydsmønstre. Man finder ud af, at det er i orden, at de ind imellem skejer ud. De er kun børn.
Man finder ud af, at man bliver ved med at elske dem ubetinget.

Nu forarges jeg aldrig over forældre med skrigende unger i supermarkedet. Jeg er bare lettet over, at det ikke er mig den dag. Jeg forstår dem. Jeg ved, at de gør faktisk deres bedste. Jeg sender dem opmuntrende og indforståede blikke.
For de sætter faktisk grænser. Børnene tester dem blot. Jeg ved at deres unger faktisk ikke er nogle uopdragne skarnsknægte. Der er nu tale om en fælles forståelse. 

Som det er herhjemme, så synes jeg, at jeg bliver mere udfordret i forhold til opdragelse, jo ældre ens børn bliver. Interessant at se om det bliver ved med at gå den vej?

En eller anden dag – tænker jeg – så finder jeg ud af, hvor forældreskabet skal stå.

Indtil videre så krydser jeg fingre og tæer for, at vi gør det rigtige 🙂

Udgivet i Filøjsen, opdragelse | 2 kommentarer

UnitedManiac … om indoktrinering af børn

Min mand er fodboldmand. Han brænder især for den engelske storklub Manchester United. Han brænder så meget, at han koldsveder, når de spiller kamp. Han er nervøs op til kampstart (nej nej, han er ikke selv på holdet eller noget). Går rundt som løve i et bur. Brøler, råber, skriger, hopper og artikulerer når de scorer mål. Filøjsen fester med ved scoringerne. Vigsen græder af forskrækkelse. Stakkels pige…

I går havde manden og jeg så en formiddag alene med brunch og shopping. Vi faldt tilfældigvis over et par meget fine og originale Man. United spillertrøjer. Tilfældigvis var der både en størrelse til barn og voksen (mand og søn forstås). De blev fluks købt, og det var helt klart dagens bedste køb ifølge manden. Der var ikke en størrelse til Vigsen, så hun må få en senere. Der skal lige netsurfes lidt. Tror faktisk også hun er rimelig ligeglad so far.

Det er helt klart at vores børn vokser op med Manchester United kampe på TV’et ret ofte. Filøjsen er begyndt at interessere sig for dem, der spiller i rødt, og “det er dem, vi holder med, ik’ far?”

Interessen er helt sikkert også kommet fordi min mand forklarer og fortæller om sit hold til ham. Tager ham op på armen og løber rundt i stuen med ham ved scoringer. Der er også noget med en lille skål chips, når der er søndagskamp. Jow jow, man kan vist roligt tale om indoktrinering her. 

Der er så bare liiiige et par små ting, vi skal have Filøjsen til at forstå. Som for eksempel at vi andre i familien ikke er udenfor, bare fordi vi ikke har holdtrøjerne. “Faaaar … mor og Vigsen skal jo ikke sidde i sofaen. Det er kun dem, der har United-trøjer på, der må det.”

Eller endnu værre. “Far … Vi hader dem, der ikke spiller i de røde trøjer, ikk?”

Øh, nej. Den ved jeg ikke hvor han har fået fra? Men det kunne nok være at far og mor begge begyndte at forklare noget så pædagogisk efter dén kommentar. Og det kan godt være han bliver indoktrineret, men hvis rummeligheden ryger på den bekostning, så stopper festen. 

Jeg kommer aldrig selv til at forstå fascinationen af fodbold.
Jo, jeg kan sagtens svinge mig op til en landskamp og elsker stemningen omkring en slutrunde, hvor Danmark er med. Jeg holder også med Aab, og har jublet over titlen som Danske Mestre. Men så heller ikke mere end det.

Med årene bliver det da også spændende at se, om interessen for fodbold egentlig er ægte hos Filøjsen … eller om han mere hænger ved på grund af chipsene.

Udgivet i far, søn | Skriv en kommentar

Hvor var du den dag?

11. september har ikke fået så meget plads i medierne i dag, som den plejer. Det er 13 år siden at tvillingetårnene ‘World Trade Center’ blev angrebet. 13 år siden at USA erklærede krig mod terrorismen. 13 år siden at Osama Bin Laden kom på alles læber, og 13 år siden at USA’s til dato mest inkompetente præsident skulle styre sit land igennem dette århundredes største krise (nogle vil erklære sig uenig med mig i min knap så positive holdning til George W. Bush, men altså … jeg blev aldrig fan).

Jeg følte, at jeg var en af de sidste personer i verden, der hørte den frygtelige nyhed.

I 2001 boede jeg i London. Jeg var 21 år gammel, boede i en stor lejlighed med en masse andre danskere og arbejdede som bartender i Covent Garden. Vi havde ikke fjernsyn eller radio i vores lejlighed. Jeg havde været på arbejde aftenen inden, og sov derfor længe den tirsdag. 

Da jeg stod op ved 11-12 tiden (det var virkelig godt nok før-børn, hva’?) var alle mine flatmates taget på arbejde. Så jeg tullede bare rundt i lejligheden. Spiste, tog et bad, læste og så videre.

Det var omkring klokken 14 (engelsk tid) at angrebene skete. Klokken 16.30 begav jeg mig mod tuben (metro systemet i London) for at tage på arbejde. Jeg havde stadig ikke talt med ét menneske.

Da jeg sad i toget og bumlede frem og tilbage i sædet, mens jeg forsøgte at læse, bemærkede jeg godt nok stilheden. Der var mennesker i toget, men der var helt stille. Der var en besynderlig stemning. Folk stod som forstenede og stirrede tomt ud i luften. Folk så modløse ud.

Da jeg endelig omkring klokken 17 trådte ind på baren, var der godt nok ikke ret mange mennesker til fyraftensøl, som der normalt var. Jeg tænkte stadig ikke mere over det, og råbte mit sædvanlige glade og høje “Heeeeelloooooo!” til mine svenske kollegaer, der stod bag baren. Med ryggen til mig. Med ansigterne vendt mod tv-skærmen i hjørnet. De svarede mig ikke.

Jeg gik hen til dem, og sagde “What’s going on?”
Jeg husker min gode ven, Erik, vendte sig forbløffet om og bare stirrede på mig ….. “Haven’t you heard?”
Så pegede han op på skærmen, og fortalte at USA var blevet angrebet af formodede terrorister, der var fløjet ind i World Trade Center samt Pentagon og at flere tusinde mennesker var døde. Jeg kiggede (endelig!) op på tv’et og så de to fly flyve direkte ind i de høje verdenskendte bygninger. Igen og igen og igen. 

Lige dér faldt det hele i hak for mig. Den underlige stemning, der havde været alle vegne, gav mening, og jeg blev selv enormt ked af det og også lidt bange for, hvad det hele nu ville betyde.

Det var den mest stille aften i baren i det år, jeg arbejdede der. Tror der var 6-7 kunder på de 6 timer, og vi ansatte gik nærmest bare rundt i en tåge. Sagde ikke meget til hinanden. Vi var chokerede. Ligesom resten af verden.

Der var så mange rygter de følgende måneder. Rygter om bombninger i London. Rygter om miltbrand. Breve med miltbrandsporer blev åbenbart sendt rundt til betydningsfulde mennesker i USA, og det fyldte utroligt meget i de britiske medier. Min mor og far var hele tiden nervøse for mig. Jeg fik selv paranoia i månederne efter, og mine venner og jeg holdt os altid sammen af en eller anden grund.   

Men den tirsdag i London glemmer jeg aldrig. En frygtelig trist dag. 

Kan du huske hvor du befandt dig den dag, og hvordan du fik de forfærdelige nyheder?

 


 

Billederne er fundet på Pinterest.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Når søskende er bedst …

I dag var en god dag. Det var en af de dage, hvor Vigsen og Filøjsen bare var bedste venner, legede og hyggede sig i hinandens selskab. Storebror styrede legen og inddrog lillesøster på fornemmeste vis. Uh, ens moderhjerte flyder over med kærlighed og taknemmelighed i sådanne stunder. Listede mig selvfølgelig også ud for at dokumentere fænomenet.

Vi kom hjem fra dagpleje/børnehave omkring klokken 16. Vejret var supergodt, så begge to kunne sendes ud i haven og lege, mens jeg satte dagens indkøb på plads og begyndte på aftensmaden.

Først var de meget stille derude, og stille betyder trouble.
Jeg sneg mig ud og kiggede, hvad de havde gang i. De var såmænd bare ved at læsse scooteren med sand nede i baghaven. Filøjsen havde derudover to sten med hjem fra børnehave, som han har malet på dernede. De to sten fik adskillige ture på scooteranhængeren og blev hoppet over på trampolinen. De to små sten havde pludselig deres eget liv i mine ungers hoveder, og de (altså ungerne!) brugte over en time i haven, uden jeg hørte dem. 

Det sker ellers … aldrig. Ikke i så lang tid.

Det er virkelig dejligt, at jeg nu kan mærke at de får noget ud af hinanden og deres leg sammen. Vigsen er snart 2½ år og har et rigtig godt sprog. Hun kommunikerer uden problemer med brormand på 4 år, og det hele bliver bare mere og mere nemt.

Når dagene er sådan, er det intet problem at komme træt hjem fra arbejde for at gå i gang med aftensmaden. I dag var der ingen pylrede, sultne og pjevsede børn at tage sig af på samme tid. De underholdt jo hinanden.

Min mand var først hjemme ved 18-tiden, og der havde vi andre 3 allerede spist og ryddet op. Stadig i godt humør! Flere af de dage, tak 🙂

 

 

Udgivet i søskende, søskendekærlighed | 2 kommentarer