Velkommen til ... - Side 32 af 41 - Om børn, leverpostejsliv, BRCA1, kærlighed og bekymringsrynkerVelkommen til … | Om børn, leverpostejsliv, BRCA1, kærlighed og bekymringsrynker

Mit barn er kræsen

Udgivet den 1. oktober 2014 af Jeanette

Jeg har en kræsen søn. Som i meget kræsen. Efter han fyldte 2 år begyndte han ligeså stille at sortere flere og flere madvarer fra. Især kød, frugt og grøntsager er røget nederst på listen. Indtil de 2 år var der, som jeg husker det, ingen problemer med ham og mad. Udover at han ikke havde interesse i at spise selv. Han ville gerne mades, og der gik lang tid ( i hvert fald når jeg sammenligner med lillesøster), før han spiste selv med ske eller gaffel.

I dag går han faktisk ind under betegnelsen ‘et barn med spisevanskeligheder’ (ikke at forveksle med forstyrrelser). Det er ikke særlig fedt, når han har et par forældre, der spiser alt, og der bliver serveret mange forskellige ting herhjemme. Spisevanskeligheder konstateres, hvis der for eksempel er store konflikter omkring eller i spisesituationer (dette har jeg læst mig til i en artikel om emnet i Vores Børn).Og konflikter må vi sige, at vi har herhjemme.

Vi har virkelig haft mange frustrationer med ham og mad. Det har vi til dels også stadigvæk. Heldigvis har han altid spist morgenmad og frokost i form af havregryn og rugbrødsmadder med leverpostej eller ost. Det er helt klart her hans hovedmåltid ligger.

Næææh, det er aftensmaden, der volder problemer.

Han nægter det meste varme mad. Undtagen fiskefilet og suppe med kød – og melboller, hvoraf han spiser melbollerne. Ellers er alt andet no-go. Prøv at forstil dig det. Alt… Andet…Varm … Mad.
Så er man faktisk ikke så nem at have med ud i byen.

Hvis der er brød til aftensmaden, så er det kun det han spiser. Er der ikke brød, så spiser han ingenting. Så hver gang vi får aftensmad, kommer han lige ud og kigger og konstaterer om det er noget han kan lide eller ej. Han bedømmer ikke ud fra, om han har smagt på tingene (det har han jo som regel ikke). Det er blot hans efterhånden fastlåste idéer, der afgør om han får aftensmad.

Selvfølgelig siger vi til ham, at han skal smage på maden. Men han nægter.
Når de ind imellem laver varm mad i børnehaven, plejer alle børn altid at smage. De har aldrig nogensinde haft et barn, der ikke ville smage på maden.
Indtil de fik Filøjsen.
Selvom alle andre smagte, selvom han havde været med i madlavningen, selvom det var et “krav” og de opmuntrede ham … ja, så nægtede han at smage.

Herhjemme har vi selvfølgelig også prøvet utallige ting. Pædagogiske såvel som upædagogiske (sorry, men man bliver jo desperat).

Vi har prøvet at …

inddrage ham i madlavningen
sortere kød og grønt op i små skåle, så man selv kan vælge fra og til
lege maden ind
lade ham spise foran tv’et, således at fokus ikke var på maden
ikke servere andet mad for ham, end det vi andre fik. Dermed er han gået sulten i seng (det gav han dog ikke udtryk for, at han var)

Efter et lægebesøg, da han var 3 år og jeg var bekymret over om han fik de vitaminer, mineraler og jern, som han skulle have gennem maden, besluttede vi, i samråd med lægen, at vi ikke ville tage flere kampe med ham om maden. Det eneste krav til ham nu er, at han sidder med ved bordet, når der er aftensmad. Han behøver ikke at spise, hvis han ikke kan lide maden, men han skal sidde med og drikke vand/mælk og hygge med os andre.

Ved lægebesøget blev der taget en blodprøve, og vi snakkede om hans almene tilstand. Han er lille og spinkel, men han trives og er ikke uden energi og træt. Lægen spurgte også om han ville spise kage, slik og andre hyggelige ting, og til det kunne jeg jo kun svare ja. Så var hun ikke så bekymret og sikker på at det nok skulle komme med årene, så længe vi ikke presser ham.

Blodprøverne viste også at han havde fine tal over hele linjen, selvom han for eksempel aldrig spiser grøntsager eller frugt mere. Selvom hans tal var fine, synes lægen alligevel vi skulle supplere med daglige vitaminpiller, så det har vi gjort i lang tid nu.

Det er noget mærkeligt noget med den kræsenhed. Meget af den er helt klart oppe i hovedet på ham. Nogle gange får vi ham til at smage, og så kan han faktisk godt lide det. Andre gange er det sket, at han brækrefleksen er gået i gang hos ham, hvis han har fået noget mad med en bestemt struktur i munden, og så er han blev ked af det og ulykkelig.

Sammenligner vi med Vigsen, så er hun en helt anden med hensyn til mad (nu håber jeg ikke jinxer det!). Hun finder tydelig glæde ved maden. Fra en tidlig alder har hun villet spise selv og smagt mange forskellige madvarer. Hun spiser det meste, som det er lige nu, og hun kommer løbende glad ud til bordet hver gang vi siger, at det er spisetid.

Men hun sidder overfor Filøjsen hver aften og ser hvordan han gang på gang tager afstand fra maden på bordet, og jeg håber bare at adfærden på et tidspunkt ikke “smitter” hende. Hun ser jo ret meget op til ham.

Det vi gør nu med Filøjsen er, at vi accepterer situationen, og vi ikke presser ham. Han skal ikke føle, at vores øjne sidder på stilke for at følge hver eneste lille bid han tager. Han spiser det han vil fra tallerkenen. Det kan være 2 bidder eller 20, og vi snakker ikke om, at han da skal prøve at smage det ene eller det andet. Han er med ved bordet, og det er det eneste mål for ham/os lige nu.

Jeg er efterhånden indstillet på, at der kan gå mange år, før Filøjsen begynder at ændre sine spisevaner til det bedre. Jeg trøster mig heldigvis ved de mange historier om kræsne børn, der som unge eller voksne spiser helt normalt og varieret.

Men skulle der nu sidde nogen derude med tricket til at knække kræsenheden, så giv endelig lyd!

Et par måneder før hans 3 års fødselsdag og sidste gang han spiste grøntsager

Udgivet i Filøjsen, kræsen, opdragelse, spisevanskeligheder | En kommentar

Den lille forskel mellem dreng og pige

Udgivet den 28. september 2014 af Jeanette

I går opdagede jeg den lille forskel mellem dreng og pige. Mere præcis mellem min dreng og pige, som jo ellers er meget ens hvad angår udseende og egentlig også deres temperament.

Den forskel jeg fandt, tror jeg ganske givet skyldes deres forskellige køn. Jeg vil ikke generalisere, fordi alle børn er forskellige, men alligevel …

Mens Filøjsen var til gymnastik med farmand, tog Vigsen og jeg på shopping. Vi var blandt andet i Salling, hvor der skulle købes vinterstøvler til hende.

Hun var i skohimlen!

Så snart vi kom op i afdelingen pegede hun på samtlige sko og støvler for at prøve, tog beredvilligt sine egne sko af, satte sig ned og tog glad imod alle de sko og støvler, der blev givet hende. Hun ville selv tage dem alle sammen på, og hun var bestemt ikke tilfreds med, at hun ikke kunne få den anden sko på, så det blev et par. “Jeg vil gå i dem!”, som hun sagde. Hun stillede sig også op foran det lille gulvspejl og beundrede skoene. Ekspedienten og jeg var rimelig målløse over hende.

Men hold nu op, hvor var hun sjov, som hun stavrede af sted i en al for stor størrelse 27, bare fordi hun ville have en bestemt støvle på.

Lige overfor afdelingen med børnesko, er der et fint legeområde med bObles, puder, legeborde, legehus, rutsjebaner og tv. Vigsen ville ikke derover. Hun ville hellere prøve sko … wtf!?!

Jeg opfordrede hende til at gå derover flere gange, men hun blev ved med at finde sko frem og tage på. Til sidst gik hun endelig derover og fik også leget lidt.

Den var aldrig gået med Filøjsen, og det er her den lille forskel mellem dreng og pige skal findes.
Han går ikke ret meget op i hverken sko eller tøj (jo, skoene skal kunne løbe hurtigt, og de kan alle nye par sjovt nok). Vi har stadig episoder, hvor han ikke gider at tage sine sko på selv, og han ville helt klart have sprunget over i de puder og aldrig set sig tilbage. Og da slet ikke for at prøve sko.

Uanset om deres forskellige adfærd skyldes det ene eller det andet, så tør jeg godt sætte mine penge på at den lille Miss Thing bliver dyr i sko, som årene går 🙂

For resten gik vi tomhændede derfra, da de støvler “vi” forelskede os i, var udsolgt i størrelse 24. Så jeg måtte hjem og surfe nettet for Bisgaard vinterstøvler, og har desværre endnu ikke været heldig.

Se koncentrationen …

Endelig en tur tumleområdet

Spøjs elevatorselfie

De fine Bisgaard støvler, som jeg nu er officielt på jagt efter …

Udgivet i kønsroller, mor, pige, sko | Skriv en kommentar

“Dumme mor!”

Udgivet den 27. september 2014 af Jeanette

Forskellen på barn nummer 1 og barn nummer 2 er at den yngstebarnet lærer en pokkers masse irriterende, grimme og pinlige gloser langt før ældstebarnet gør/gjorde.

Da Filøjsen startede i børnehaven udvidede han stille og roligt sit vokabularium i lidt den forkerte retning. Ord som ‘hold kæft’, ‘fuck’, ‘røv’, ‘fanden’, ‘for helvede’ og ‘dumme‘ blev sjove og interessante for ham. De var aller mest spændende, når de blev sagt foran os. Vores reaktion var jo til at tage at føle på, og han vidste godt, at det ville vi ikke høre på. At få lov at gå ned og sige alle de grimme ord til væggen i gæsteværelset med en lukket dør, hjalp ikke det store. Så vi prøvede at ignorere ham, når ordene kom. Det lykkedes nogle gange at få ham stoppet, især hvis man også afledte med noget andet. Men det lykkedes aldrig fuldstændigt.

Kort og godt, så kom fy-ordene med her hjem. Da Vigsen så begyndte at tage hul på sproget, blev de desværre hurtigt en bestanddel af hendes ordforråd også. Så som blot 2 ½ årig kan hun det hele – og hun er ikke bange for at bruge dem.

De ord, som både hende og Filøjsen bruger mest, er ‘dumme mor (eller far)‘.
Den er stensikker, når Vigsen er forurettet og for eksempel ikke vil have børstet tænder eller med ud af døren. Går tingene ikke efter hendes hoved, så kommer den. Hun efterfølger den også gerne med at slå. Bare et lille slattent tøseslag, men alligevel.
Så vidt jeg ved, er det kun herhjemme den lille diva opfører sig sådan.

Vi er meget tydelige omkring, at det ikke er i orden, men når man taler alvor til den 2-årige bliver det ofte grinet af. Det kan virkelig få ens pis i kog. Så er det man skal huske, hvor gammel man selv er, kontra hvor gammel hun er.

Når hun gør det, fortæller vi altid at det vil vi ikke have. Vi viser, at vi bliver kede af det, hvorefter hun straks krammer, aer og siger: “søde mor – vi er venner”.
Sådan slingrer hun fra den ene yderlighed til den anden. Man skal virkelig være omstillingsparat som mor!

I dag valgte hun så at sige det i offentligheden. Der er man altid lige lidt mere på prøve, ikke?

Vi var i Toys r’ Us. Det var blevet lidt for sent, og hun var sulten og træt. Jeg kæmper med at pakke en gigantisk gave ind til nevøen, der holder fødselsdag i morgen. Vigsen tuller rundt i de små Little Tikes legehuse. Hun slæber blandt andet rundt på nogle plasticstakitter. Hun får den idé, at hun vil have dem med udenfor til rutsjebanen, og hun stiller det ene af dem i den elektriske dør. Det andet stiller hun udenfor. Jeg går derhen og tager det stakit, der står i døren og sætter indenfor igen. Så råber hun oppe fra rutsjebanen: “også det andet stakit, mor“. Jeg kæmper igen med at pakke ind og svarer hende, at jeg gør det bagefter.

Så kommer hun ned fra rutsjebanen og bliver ved med at råbe: “også det andet, også det andet!”. Der kommer et ældre ægtepar forbi hende i døren. Hun går ind ved siden af dem. Nu med stakittet under armen, tydeligvis irriteret over at jeg ikke har taget det.

Og her kommer den så: “Ork altså, dumme mor!”

Ægteparret kigger forarget på mig. Måske mest fordi jeg ikke siger noget til mit barn. Men jeg står 5 meter fra hende og gider ikke begynde at “råbe” et eller andet formålsløst til hende. Jeg vil bare gerne have gaven pakket ind, tage mit barn i hånden og komme hurtigt hjem, så hun kan spise og sove.

Ægteparret går ind, stadig med blikket rettet forarget mod mig og de stikker hovederne sammen. På den ene side er jeg ligeglad. De ser jo ikke det fulde billede i de 3 sekunder. På den anden side generer det mig, at de tror, jeg har en uopdragen unge.

Men det kan være svært. Det er bare rigtig træls at høre på, når ens barn kalder en for dum.
Jeg tager på ingen måde ordene til mig eller personligt, for så er ungerne jo heller ikke ældre, og jeg ved, at det blot er et udtryk for noget andet. Vigsen kunne ligeså godt sige: “Nu er jeg sur på dig, mor!”. Den er ikke ligeså slem.

Men vi vil fortsætte med at ignorere den uhensigtsmæssige adfærd og det grimme sprog. Så kan man blot håbe på at det på et eller andet tidspunkt ophører.

Fortæl mig lige at det ophører …? Det kunne være rart.

Og bare lige for at vise alle tvivlerne, at hun altså også kan være en blid og hjælpsom engel 😉

Udgivet i bandeord, opdragelse, prøvelser, sprog, uopdragen, Vigsen | 2 kommentarer

Den dårlige samvittighed

Udgivet den 24. september 2014 af Jeanette

Jeg sidder hjemme i dag med en syg lille Vigsen ved siden af mig. Hun har feber og hoster fælt. Det er ikke høj feber, men hun ligger på 38,5, spiser ikke rigtig noget og er lidt pylret. Så jeg meldte barnets 1. sygedag til min leder og kollegaer i morges.

Og det er så her den dårlige samvittighed starter, og selvom ingen rigtig kan bruge den til noget som helst, så kan jeg ikke sige mig fri for den.

Jeg ved mine kollegaer skal løbe hurtigere for at vikardække mine timer og måske ryger noget af deres tid til forberedelse. Det er udelukkende mig selv, der skal lære at skyde den dårlige samvittighed væk. Jeg bliver aldrig klandret af mit arbejde for selv at være syg eller når mine børn er syge. Jeg har altid kun fået et ‘god bedring’ og ‘der er styr på det’.

Men der er også dårlig samvittighed den anden vej rundt. Når børnene er syge i flere dage, og man virkelig bliver presset på sin tid i forhold til arbejde og får bedsteforældre, onkler og mostre til at passe de sygdomsramte stakler.
Så har man dårlig samvittighed overfor sine børn, fordi man ikke bliver hjemme ved dem, når de allerhelst bare vil have deres mor eller far.

For eksempel tog Filøjsen og Vigsen begge en omgang skoldkopper i en uges tid i foråret. Selvfølgelig ikke på samme tid, men med 14 dages mellemrum. Den havde de timet godt!
Så to uger i alt var de syge, men jeg havde kun én barnets 1. sygedag på de to uger. Det var endda på en dag, hvor min mands bror kunne passe Vigsen. Men hun havde det simpelthen så dårligt den dag. Det var lige der, hvor skoldkopperne eksploderede (se selv her) på hendes krop, feberen var over 40, og hun græd og græd. Jeg kunne simpelthen ikke gå fra hende og blev hjemme.

Men hvis min mand og jeg nu selv skulle have dækket al den sygdom, så havde vi haft et problem.

Heldigvis har især min far og min fars kæreste hjulpet os hundredevis af gange. Min fars kæreste er efterlønner, og min far er lige blevet pensionist her i maj, så selvom de har mange interesser og hobbyer, de passer, så iler de ofte de 50 kilometer til Aalborg for at passe vores unger. Det er jeg dem så evig taknemmelig for. Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi skulle have gjort uden dem.
Der er jo også den bonus ved det hele, at børnebørn og bedsteforældre får et tættere forhold af al den tid sammen. Filøjsen og Vigsen elsker min far og min fars kæreste og er 100 % trygge ved dem.

Men hvorom alting er, så er det her med børn, sygdom og fraværsdage enten det ene eller det andet sted fisme ikke nemt. Det er en balancegang, men mon ikke også nok det hele skal gå alligevel. Det plejer det jo.

Lige et lille billede fra i morges, hvor en sløv Vigsen har smidt sig op af storebror i sofaen (kan lige indskyde at den – sofaen altså – er en midlertidig løsning. Køn er den jo ikke.)

Udgivet i sortsamvittighed, sygdom, Vigsen | Skriv en kommentar

Barselsbesøg og om at blive skruk igen og igen og …

Udgivet den 21. september 2014 af Jeanette

For 17 dage siden fødte min barndomsveninde sin anden søn, og da jeg har kendt hende siden jeg var to år gammel og på det nærmeste er vokset op sammen med hende, så er børnefødsler altså på listen over big deal begivenheder i hinandens liv.

I dag skulle jeg så på barselsbesøg se vidunderet, og Vigsen og jeg tog motorvejen til Silkeborg, mens manden og Filøjsen hyggede sig herhjemme med cykeltur og madpakke i det fri, kanelsneglebagning og fodbold. Det tager halvanden time i bil til Silkeborg. Vi snakkede og sang højt, men selvfølgelig faldt Vigsen i søvn i autostolen et sted mellem Lille Peter Edderkop og Medina. Så hun var frisk, da vi endelig nåede vores mål.

Normalt synes jeg ikke barselsbesøg skal vare særlig længe. Bare et lille drop-by, beundre guldklumpen og smide gaver i nakken af de trætte forældre, en lille kop kaffe og så hej-hej. Vigsen og jeg blev hængende i 3 ½ time.
Det gjorde vi også kun, fordi køreturen ud og hjem var lang, og fordi hun er min gode, gamle veninde og hun godt ved, at der ikke skal stilles en masse an, ryddes op, lægges make-up og så videre. Hun behøver ikke at lade som om overfor mig og omvendt. Det gør man jo – helt ærligt – ind imellem overfor nogle mennesker. For eksempel i en ny mødregruppe kunne jeg forestille mig, at man foregiver at have totalt tjek på tingene, sig selv og ikke mindst sin baby.

Nej, jeg ved godt hvor træt hun er, hvor overvældende alting er (ja, også med nummer to) og hvor lidt man rent faktisk har styr på det hele. Jeg stod selv midt i det for blot 2 år siden. Så er det dejligt at få besøg, hvor der er en afslappet stemning og gerne også en hjælpende hånd.

Så vi havde en stille og hyggelig dag, hvor hendes den ældste og min den yngste, som er jævnaldrende, legede rigtig godt sammen. Jeg havde kage med (fra i går), en omgang aftensmad til deres fryser (den slags “gaver” må man ikke undervurdere i den første tid med en baby!) og brugte bukser fra Filøjsen med til deres 2-årige.
De havde bagt boller, og så sad vi ellers der midt imellem madrester, duplo klodser, ammeindlæg og børnetøj og bare snakkede, som vi har gjort tusinde gange før. Alting er som det plejer, nu bliver vi bare afbrudt af børn fra tid til anden.

Og da lillebitte nyfødte Albert var færdig med at sove, spise og blive skiftet, kunne jeg endelig holde ham og indsnuse den helt særlige babyduft. Han var lille og let som en fjer, og lige midt i et snif, blev jeg skruk allover igen. Damn, hvor er de dog søde!
Men jeg husker stadig hvor hård tiden med en nyfødt kan være. Hvordan man, oveni usikkerheden, er bundet til sofaen (og dårlig tv) og bare ammer, pusler, kærtegner og sidder med det lille skrøbelige liv på sit bryst i stort set alle døgnets timer.
Det kommer jo nok også an på, hvem man er. Hvis man som jeg – og min veninde – er den utålmodige type og har et barn, der ikke vil ligge for sig selv, så kommer man på prøve. Hun spurgte mig med sin førstefødte, da han var en uge gammel: “Må man godt glæde sig til de bliver lidt større?” 🙂

Andre elsker den første tid. Jeg fandt ud af i dag, at jeg åbenbart også elsker den første tid … når det ikke er egen avl altså.

Men skøn dag – se selv 🙂