Velkommen til …

Jeg har længe villet skrive et indlæg om, da min lille pige havde kolik. Min egen personlige oplevelse med spædbarnskolik. Da vi gennemlevede perioden herhjemme, bloggede jeg ikke, og det er egentlig godt nok. Jeg tror folk ville blive forargede derude, hvis jeg skrev at jeg nogle aftener var tæt på at smide min skrigende datter ud fra førstesalen.

Jeg har altid tænkt at kolik var sådan en skraldespandsdiagnose, fordi man havde en lille baby, som skreg ind imellem, og man ikke kunne finde ud af årsagen. Filøjsen skreg ind imellem, men jeg vidste det mest var på grund af sult, fordi amningen kørte fuldstændig af sporet og han ikke fik mælk nok de første måneder. Han sov heller ikke ret godt, men ellers var han en ret glad og tilfreds baby.

Da vi fik Vigsen gik der ikke mere end halvanden uge, før Filøjsen blev rigtig syg af RS-virus. Han var 2 år på det tidspunkt og kom over sygdommen i løbet af en uges tid. Men desværre fik han smittet baby Vigsen, som på det tidspunkt kun var 2½ uge gammel. Hun blev rigtig syg, høj feber, snot, sov og ville ikke spise noget. Efter to gange hos vagtlægen, blev jeg endelig indlagt med hende, da jeg tog til egen læge. Jeg tudede af lettelse, da han sagde vi skulle på børneafdelingen straks. Hun var så slap og varm og ville bare sove.

Jeg havde min fars kæreste med mig, og Vigsen skulle igennem alverdens prøvelser på briksen. Der var næsesug, blodprøver, sonde i næsen, røntgen af lungerne, temperaturmålinger, tøj af og på, fordi hun skulle vejes. Det lille menneske. Hun var kun 20 dage gammel.

Vi blev indlagt. Hun havde både RS-virus og lungebetændelse.

Vi lå på børneafdelingen i en uge. Det var rigtig hårdt, fordi hun var så lillebitte. Vi skulle kæmpe med amningen, da hun lå i c-pap og havde svært ved at trække vejret selv. Jeg savnede Filøjsen, som jeg kun så kort tid hver dag, da vi lå i isolation, og der ikke var meget at lave for ham på en lille enestue.

Alt i alt havde vi en hård og ikke ønskelig opstart med barn nummer to. Da vi kom hjem og det begyndte at gå den rigtige vej med sygdommen, begyndte hendes kolik.

Om aftenen omkring klokken 20 startede hendes skrigeri. Det fortsatte en 4-5 timer afbrudt af små korte hvile/blunde pauser på vores arm eller bryst i 5-10 minutter. Hun havde – og har stadigvæk – et meget højt stemmeleje, og hun når operahøjder, når der skriges og grædes. Det går gennem marv og ben. Hun skriger så højt, at man tror hun er døden nær. Nu ved jeg det sjældent er så slemt, men det viste jeg ikke, da hun var spæd.

I lang var jeg sikker på skrigeriet skyldtes alle mulige andre ting. De havde overmedicineret hende på sygehuset, og hendes mave var derfor slået noget i stykker af det i lang tid. Jeg tog hende med til zoneterapi og kiropraktor. Vi gav hende biogaia dråber, vi skiftede mærket på modermælkserstatningen, vi masserede hende og cyklede med benene. Jeg havde mange samtaler med min sundhedsplejerske, som desværre ikke var til den store hjælp. Hun flygtede nærmest ud af vores hus en dag, hvor Vigsen havde en skrigetur, som hun overværede.

Udover at græde en 4-5 timer hver aften, havde hun perioder i løbet af dagtimerne, hvor der også blev skreget igennem. Det varierede om det var formiddag eller eftermiddag, men det var altid en times tid. En lang time. I hendes vågne timer græd hun generelt meget. Hun var svær at få til at pludre og smile.
Det værste var, at vi ikke kunne gøre noget for at få skrigeriet til at stoppe. Vi gik med hende på armen, på skulderen, vuggede hende and what not, men hun fortsatte. Man kunne ligeså godt have lagt hende i lift, sat sig ned og holdt sig for ørene, mens det stod på. Det gjorde vi selvfølgelig ikke, men vi følte os utrolig afmægtige, fordi intet hjalp. Vi skulle bare igennem de timer.

Vores tålmodighed slap altid op omkring klokken 22-23. Vi blev trætte mentalt og fysisk, og vi vidste at vi skulle holde skrigeriet ud endnu et par timer. Vi småskændtes om, hvem der nu skulle gå med hende og snerrede tomt ud i luften, hvorfor helvede hun ikke bare kunne sove. Det var ganske forfærdeligt.
Efter de første 2-3 timers skrigeri begyndte jeg at gå fra, hvor synd det var for hende, til hvor synd det var for mig selv. Jeg siger jer, man bliver et helt og aldeles bims, crazy og irrationelt tænkende menneske, når alt ens tålmodighed og overskud er opbrugt.

Jeg sagde det ikke rigtigt til nogen. Jeg sagde bare at hun skreg meget, men at hun jo sov fint fra klokken 1 om natten. Der blev søvnen kun afbrudt af amninger. Jeg tog ikke rigtig ud af huset med Vigsen, som jeg gjorde med Filøjsen. Jeg turde ikke af frygt for en skrigetime midt inde i gågaden, og så havde jeg simpelthen ikke overskuddet. Vi var til babysvømning og i mødregruppe et par gange, og det var også det.

Min mand synes ikke det var så slemt som jeg. Han ser altid positivt på tingene, men jeg husker dog også ham som presset, når skrigeriet bare fortsatte og fortsatte ud på de sene timer og han skulle op på arbejde. Han var heller ikke hjemme i dagtimerne, så han oplevede et afbræk i form af at have tid (f.eks. til at gå på toilettet) og et almindelig voksenliv midt i al babyroderiet.

Den sidste ting vi afprøvede i forhold til Vigsens skrigeri, var kranio-sakral terapi. På det tidspunkt var hun omkring 9-10 uger. Det hjalp faktisk. Jette, som hun hed, fortalte mig, at Vigsen var meget låst i nakken og jeg kunne se, som behandlingen skred frem, hvordan Vigsen slappede mere og mere af og helt tydeligt nød behandlingen. Vi fortsatte hos Jette en 4-5 gange, og vi oplevede en bedring hos Vigsen. Hun begyndte for eksempel at smile. Det gjorde hun meget sent, og jeg var så lykkelig, da smilene endelig begyndte at komme. Samtidig tænkte jeg, at hun virkelig må have haft ondt, det lille myr.

Så husker jeg helt tydelig en fredag i juni. Vigsen har været omkring de 11 uger. Jeg havde haft mødregruppen på besøg, og de måtte gå hjem tidligere, da Vigsen fik en af sine ture. De var chokerede over, hvor voldsomt det lød og det faktum, at man ikke kunne trøste hende. Ingen kunne rigtig tale sammen for al den larm. De spurgte ind til, hvor meget jeg havde fået hende tjekket og så videre. Da de var taget hjem, fortsatte jeg min umulige kamp med at trøste hende. Til sidst blev jeg overbevist om at noget alvorligt måtte være galt med hende. Måske var hendes blindtarm ved at sprænges? Jeg forestillede mig alverdens ting, og hun bare græd og græd.

Til sidst satte jeg mig gulvet med hende i armene og bare hylede og hylede. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Jeg havde holdt sammen på mig selv og overfor alle andre i så lang tid, og intet jeg gjorde hjalp. Samtidig havde jeg de andre mødres chokerede ansigtsudtryk på nethinden.

Jeg ringede til min læge. Selvom det var en fredag eftermiddag, kom jeg igennem til sekretæren. Da jeg fik hende i røret kunne jeg næsten ikke forklare min henvendelse, fordi jeg hikstede og hylede. Hun tog mig heldigvis alvorligt, og sagde jeg kunne komme ind akut med det samme.

Jeg gav Vigsen lidt Panodil, hun måtte jo have store smerter, siden hun blev ved, og så kørte vi ind mod lægen.

Da vi kom derind havde hun sovet lidt i bilen, og hun var mere glad og tilpas igen. Jeg begyndte at føle mig alvorligt fjollet, men da jeg kom ind til lægen og han sagde: “Nå, så hun græder bare rigtig meget?”, så  brød jeg fuldstændig sammen i tårer igen. Det væltede ud af mig hvordan de forgangne måneder havde været efter indlæggelsen, hvornår og hvor meget hun skreg, at vi ikke kunne hjælpe hende, at jeg var bange for, at hun var alvorligt syg, at jeg ikke kunne tage nogen steder hen med hende og så videre.

Han lyttede tålmodigt til mig. Derefter gennemtjekkede han hendes lunger, ører, hals og mave. Han lovede mig, at hun intet fejlede. Hendes blindtarm var ikke ved at sprænges. Hun var sund og rask. Så sagde han de gyldne ord: “Men det lyder til at hun har svær kolik”.

Han fortalte mig, at jeg intet kunne gøre, men han godt kunne forstå, at jeg var endt der foran ham i tårer, for “det var bare møghårdt“. Vi skulle stå igennem det og tænke på, at det snart ville stoppe.

Selvom jeg ikke fik en recept med på noget, der kunne trylle Vigsens skrigeri væk, så var jeg enormt lettet og afklaret efter besøget hos min læge. Han havde vist forståelse og taget mig alvorligt.
Nu vidste jeg hvad det var, og jeg vidste at det ikke ville vare for evigt.

Jeg hylede én gang mere den dag, og det var da jeg hentede Filøjsen i dagplejen. Vores dagplejer kunne jo godt se på mig, at jeg ikke var, som jeg plejede, og da hun spurgte ind, begyndte tårerne igen og jeg åbnede op om, hvor hårde de første måneder rent faktisk havde været.

Da Vigsen var en 4-5 måneder gammel begyndte hun for alvor at ændre sig fra den skrigende baby, der sjældent smilede, til en langt mere glad og tilpas baby, der gav en masse igen. Skal jeg være helt ærlig, var det først på det tidspunkt jeg for alvor lærte hende at kende og så hendes personlighed. Det var først der, jeg kunne begynde at nyde hende.

Det kan lyde hårdt, og vi havde da også vores små magiske glimt sammen tidligere end det, men kolikken var altoverskyggende og mine bekymringer for hende fyldte rigtig meget.

Jeg ønsker ikke for min værste fjende, at de skal få sådan en opstart med en baby, som vi havde med Vigsen. Heldigvis er hun jo i dag den gladeste pige med en sprudlende personlighed og tiden med kolik er efterhånden kun en fjern erindring.

Helt ny lille pige på vej hjem efter lynfødsel og en mor, der ikke anede hvad der var i vente…