Som nu i lørdags. Jeg var alene med ungerne, da manden skulle mødes med gamle studiekammerater for at hygge og feste igennem.
Ungerne og jeg hyggede også med tegnefilm, slik og milkshakes. Alt kørte på skinner, og de var renskurede og klar i nattøjet klokken 20, hvor vi sad tæt sammen i dobbeltsengen og læste historie.
Så kom vi til putningen. Den lille Vigsen er for tiden lidt af et mareridt, hvad det angår. Hun gider sgu ikke det der sovepjat, og det går ikke ubemærket hen, når hun er utilfreds med noget. Hun sad i sin seng og læste en bog, mens jeg puttede Filøjsen, hvilket for det meste går nemt og gnidningsfrit. Jeg kyssede ham godnat, lod natlyset være tændt og listede ind til Vigsen.
Vi sagde godnat til dukkerne, og jeg puttede hende. Jeg var ikke nået ud af værelset, før råberiet begyndte. “Jeg vil haaaave vand, mor!” “Jeg vil gerne læse en bog nu!” “Jeg tabte Elsa, mor” (sagde hun, mens hun kastede den ud af sengen). Jeg gik ind til hende 2-3 gange og sagde tydeligt til sidst at NU var det altså godnat. Så gik jeg nedenunder for at sætte en vask over.
30 sekunder, så råbte hun igen. Stædigt, insisterende. Hun ville have mere vand, have flere dukker, have en anden nulleklud, have alt andet, der afholdt hende fra at falde til ro. Hun kan blive ved, og føjer man hende, kører hun en rundt i manegen i flere timer.
Så begyndte storebror at råbe, om lillesøster ikke kunne være stille og “hvad sker der derude, mor?” Jeg måtte ovenpå igen og så startede det forfra.
Jeg synes jeg var tålmodig et langt stykke hen ad vejen. Efter 30 minutters ind og ud for at imødekomme hendes “behov”, gik jeg nedenunder for at sætte mig. Da jeg var for enden af trappen begyndte hun at råbe igen. Nu var det hendes dyne, der vendte forkert: “Jeg vil have den lilla side op af, mor!” Jeg råbte tilbage fra nederst på trappen (meget modent i øvrigt): “Nu skal du ligge dig ned og sove, Vigsen. Slut! Mor kommer ikke mere nu. Godnat!”
Så kunne hun da også råbe: “Nej! Det vil jeg ikke, for nu er jeg sur på dig, mor! Du er dum! Så råber jeg også til dig, for du skal ikke bestemme. Jeg VIL ikke sove!”. Efterfulgt af en høj grinen og en dukke, der blev kastet over bord.
Det fik igen gang i storebror, som ikke fik et øjebliks fred på sit værelse, så han begyndte også at kalde på mig samtidig med Vigsen skældte ud.
Så mistede jeg mit cool og al pædagogisk sans røg ud til højre. Og det er lige i dét øjeblik man mangler farmand til at tage over, så man ikke siger og gør noget, man fortryder.
Men han hyggede sig jo andetsteds, og nu gad jeg simpelthen ikke hendes idéer mere, og skodmor tog form i mig. Jeg gik med bestemte skridt ind på hendes værelse, smækkede måske døren lidt for hårdt op, tændte natlyset, tog fat om skuldrene på hende, lagde hende ned på puden og sagde mere end bestemt: “Nu ligger du dig simpelthen ned, og jeg vil ikke høre på mere råberi fra dig. Du skaber dig, og du ved, du skal sove og ikke ligge og råbe!”
Så marcherede jeg ud og ind til Filøjsen. Bag mig kunne jeg høre hun blev ulykkelig, men Filøjsen var også blevet forskrækket over mit toneleje, så jeg måtte ind og forklare ham hvorfor jeg var blevet sur, at det ikke var på ham, og jeg nok skulle trøste Vigsen. Sikke et cirkus. Med mig som klovnen.
Så gik jeg tilbage til Vigsen, som hulkede og kastede sig i mine arme. Av av av, mit moderhjerte! Jeg undskyldte med det samme, krammede hende og sagde jeg ikke var sur på hende, og vi skulle være gode venner. Jeg hadede mig selv i det øjeblik for at have mistet besindelsen og tålmodigheden med hende. Min mave krummede sig helt sammen og den sorte samvittighed væltede ind over mig. Jeg trøstede, krammede og sagde undskyld igen. Så puttede hun sig ligeså stille ned med sine dukker, og jeg kyssede de våde kinder.
Hun blev ved med at småsnakke, hvilket var fint og vidnede om, at hun var glad igen. Råberiet stoppede, men hvor jeg dog inderligt hader, at det skal helt derud – at man hidser sig op – førend der sker noget. Fuck, jeg følte mig som den største skodmor. Jeg var den største skodmor i det øjeblik. Sådan skal børn ikke puttes. Men det blev mine den aften.
Og ja, jeg gjorde sikkert det hele forkert og Lola Jensen ville sikkert have haft et velformuleret svar på mine mange prøvelser, der ville have fået mig til at slå mig selv i panden og råbe DOOOH!, men nogle gange er alle pædagogiske krumspring ikke nok, nogle gange slipper tålmodigheden op, nogle gange glimrer overskuddet ved sit fravær og nogle gange fejler man. Det gør jeg i hvert fald. Og jeg er sgu ikke stolt af det. Undskyld, lille skat.
