Guldkorn fra Vigsen #2

Der er mange gode guldkorn fra Vigsen lige nu. Hun snakker og snakker, og samtidig forstår hun stadig ikke alle sammenhænge i ting, og det kommer der tit meget sjov ud af.

Da jeg hentede dem i børnehaven i går, havde de oplevet følgende ude på legepladsen …

Vigsen, Filøjsen og et par andre drenge var i gang med at grave et dybt hul. Pædagogen kommer forbi og spørger, om de snart har gravet sig ned til kineserne.

Filøjsen: “Hvem er kineserne?”

Anden dreng: “Ved du ikke det? Det er dem der er sådan gule og sorte”.

Filøjsen: “Taler de et andet sprog?”

Pædagog: “Ja, det gør de.”

Filøjsen: “Hvordan lyder kinesisk?”

Pædagogen prøver at gengive kinesisk efter bedste evne, hvorefter Filøjsen og drengene morer sig over det. Den eneste der står og ser virkelig betænksom og nervøs ud, er Vigsen. Hun kigger skeptisk på hullet i jorden og over på Filøjsen, så råber hun:

“Kom, Aksel, vi skynder os at putte jord i hullet igen, så de ikke kan komme herop!”

————————————————————————–

I børnehaven efter frokost.

Pædagog: “Vigsen, du skal lige huske at stille dit krus over på rullebordet.”

Vigsen: “Børnehaven har ikke et rullebord. Det er kun Fakta der har det!”

———————————————————————-

Vi sidder omkring aftensmaden og hygger. Filøjsen har snakket om fødselsdag. Vigsen er ved at være færdig, læner sig op af mig grinende og hviskende på samme tid …

 “Hvornår har du fødselsdag, mor?”

 “I november”

 “Og hvornår har far fødselsdag?”

 “I januar”

 “Og hvornår har Aksel fødselsdag?”

 “I december”

 “Hvornår har Vigga fødselsdag?”

 “Du har fødselsdag i marts.”

“Og hvornår har tallerknerne og krusene fødselsdag?”

 “De har ikke fødselsdag, skat”

“Jooooooooooo!” (hvorefter hun hulkende kaster hovedet ned i armene)

???????????

————————————————————————-

En aften hun har snuppet vores elektriske tandbørste.

 “Jeg har bandtørsten nu, mor. Må jeg putte pandtasta og børste tænderne?”

————————————————————————

Hun har fundet en gammel vingummibamse i sofaen og går og tygger på den. Jeg tror det er noget legetøj og tvinger hende til at åbne munden.

Hun ser meget skyldig ud, da jeg opdager det er vingummi. Så skynder hun sig at løbe væk fra mig. Da hun kommer tilbage råber hun til mig:

“Nu er den nede i maven, så nu kan du ikke nå den, mor!”

————————————————————————-

Vi sidder ved bordet, og hun vil gerne have mælk. Jeg beder hende vente kortvarigt, hvilket hun bestemt ikke er tilfreds med. Da jeg endelig rejser mig for at hente mælken, siger hun:

“Jaaaaaah! Du er bare så dygtig, mor. Rigtig dygtig!”

—————————————————————————

Hun har tendens til at overdramatisere tingene en smule ind imellem. F.eks. når jeg henter dem i børnehaven. I dag fløj hun mig om halsen og modtog mig grinende og begejstret med ordene:

“Så kom du, mor! Jeg elsker dig, for du er min mor, og du må aldrig forlade mig!”  

————————————————————————–

 

guldkorn

Udgivet i guldkorn, Vigsen | 7 kommentarer

Rulleræs i Fakta og lidt om konsekvens …

Jeg har fået tidligere fri, og skynder mig at ringe til manden for at høre, om jeg skal køre i Fakta for at handle rugbrød ind til den storslåede aftensmad. Klokken er 16.30, og han står allerede dernede med begge børn i cykeltraileren.

De vil vente på mig. For som han siger: “De er lidt overgearede“.

Jeg er der i løbet af 5 minutter, og vi går alle fire ind i Fakta for at handle. Jeg ved det er en sprængfarlig cocktail med to (over)trætte og halvsulte børnehavebørn sådan lige før ulvetimen. Men altså. Det er gået fint så mange gange før.

Dupont og Dupont iler hen til de små indkøbsvogne og tager en hver. De styrer elegant gennem grøntafdelingen og går målrettet mod næste afdeling: brød og kager.

“Må vi få kiks?”, siger de og snupper to ruller Digestive, som lander lidt for hårdt i vognen. Vi mangler faktisk Digestive, og jeg siger at det er ok. Filøjsen spørger om de få lov at få en, når de kommer hjem. Det aftaler vi, og han jubler lykkeligt. Kiks er hans livret. Sund dreng 🙂

De passerer noget chokolade, som Filøjsen begejstret putter ned i sin vogn. Jeg siger, at det skal vi ikke have i dag og lægger det tilbage på plads. Han bliver småsur, og jeg kan se han begynder at komme i zonen, de fleste kalder: udenfor pædagogisk rækkevidde.

Jeg taler stille og roligt til ham i øjenhøjde. Jeg fortæller ham, at hvis vi skal handle sammen i Fakta, skal man gå stille og roligt og kun putte de ting i vognen, som vi siger han må tage. Jeg siger også, at de kun får denne ene advarsel, hvorefter jeg trækker ellers-så-går-vi-ud-i-bilen-kortet.

Videre ned af gangen. Som er lang.

Vigsen går forrest med lange skridt, og det nager ældstebarnet ikke så lidt. “Vigga, vi må altså ikke løbe!”, siger han og smutter foran hende.

Hun synes det er übersjovt og begynder at løbe af sted. Jeg opdager det for sent. Kapløbet begynder. Jeg kalder på dem. Ingen af dem hører efter, og de er allerede oppe ved mælken. Jeg går/løber efter, mens manden er dybt optaget af hvilke oste, der skal med hjem.

De har et alt for solidt forspring. Jeg kalder på dem igen og siger, de skal stoppe og vente på mig. Jeg kan høre de griner højt, mens de fortsætter deres kapløb ned forbi sodavand og chips. Jeg er nu oppe på siden af dem, men kan ikke nå dem, da vi løber på hver vores side af nogle varehylder, som står i midtergangen. Der er fyldt med handlende mennesker, så de små åbninger, der er ned af den lange gang mod kasserne, er blokerede.

(Møg)Ungerne griner højlydt, mens de stormer af sted. Folk kigger på dem og smiler. Jeg tror det er fordi, Vigsen er gennemført begejstret og hendes grin kommer lige fra hjertet.

Nede ved kasserne slutter kapløbet. De kan ikke komme længere, og jeg har indhentet dem. De ved godt mor ikke er tilfreds. Især Filøjsen forstår det. Alle folk i køen kigger på os. Hvad gør mor nu?

Jo, mor siger stille og roligt, men meget myndigt, til dem, at det ikke er i orden, at de løber med vognene, når jeg beder dem om at stoppe. Derefter udfører jeg den konsekvens, som jeg nævnte for dem blot sekunder tidligere.  De kommer ud i bilen.

Jeg sætter deres to vogne ved kassen, tager Vigsen op på armen og Filøjsen i hånden, og ligesom Moses skilte vandene i Det Røde Hav, glider folk ved kassen lydløst til side og laver en fin passage til mig og mine børn.

Vi går ud til bilen, og de bliver sat i autostolene. Herefter tager jeg en alvorlig snak med dem begge om ikke at høre efter, og hvorfor de nu sidder i bilen. Derudover er der heller ingen kiks, når vi kommer hjem. Det er de dælme trætte af.

Jeg smutter ind til manden med pengene, og da jeg kommer tilbage til bilen, sidder de og synger højlydt. Gad vide om noget overhovedet er trængt ind?

Vigsen falder i søvn på de 2 minutter, det tager at køre hjem og Filøjsen er også tæt på. Jeg tror moralen her må være, at det er bedre at handle med børn en lørdag morgen end en sen hverdagseftermiddag 😉

I mit seneste indlæg om opdragelse nævnte jeg mange af deres narrestreger uden at nævne vores eventuelle tiltag eller konsekvenser. Dette er så blot for at nævne, at de ikke bare får lov til at gøre som det passer dem, men der faktisk er grænser. Det er bare lidt lang tid om at synke ind hos dem … 😉

konsekvens

 

Udgivet i anekdoter, børn, børnehave, Filøjsen, hverdagsglimt, opdragelse, søskende, uopdragen, Vigsen | Skriv en kommentar

For helvede da osse! Hjælp …

Jeg store idiot! Har her til aften logget ind på mit domæne, og opdager til min skræk at der ligger 129 spamkommentarer. Jeg går straks igen med at trykke delete delete delete på dem. Desværre så er jeg – især på tirsdage, hvor jeg arbejder længe og med fuld undervisning hele dagen – en kæmpekoger type og distræt som bare pokker.

Så jeg markerer en række spamkommentarer af gangen og trykker delete samtidig jeg halvsnakker med manden min og hans ven, som sidder i ude i køkkenet og planlægger polterabend.

Uden at ænse det trykker jeg bare SLET til alle godkendte kommentarer på mine sidste 5 indlæg! 🙁 Jeg opdager det ligesom jeg har trykket og prøver febrilsk at rette op på det. Men for sent.

Jeg er gået i min papirkurv for at redde miseren, men de ligger der ikke nu. Der står der skulle være 251 emner i papirkurven, men når jeg går ind på den er der kun 13 stks. og ingen af de slettede, kan reddes. Har I det gyldne råd, så kom bare med det 🙂

To af jer havde skrevet lange udførlige kommentarer på mit sidste indlæg om opdragelse, som jeg endnu ikke har nået at svare på – og nu er de bare væk. Øv altså. Nogle gange er jeg altså en kæmpekegle.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 9 kommentarer

Opdragelse. Ingen sagde det skulle være nemt …

Før jeg fik børn, tænkte jeg at mine i hvert fald skulle være nogle velopdragne af slagsen. Hvor svært kunne opdragelse lige være? Kærlighed i overflod, struktur og faste rammer. Simpelt.

Vi forsøger ihærdigt på at gøre alt det rigtige, men det er bare som om, at vores børn bliver mere og mere bandit-agtige, så det gør vi jo nok ikke. Eller hvad? Og hvad er den rigtige opdragelse? Filøjsen i den herlige alder af 5 år og med Emil-tendenser sætter ofte standarden for badass opførsel i børnehøjde. Og lillesøster, som er hans største fan, følger gladeligt trop.

Det er den der med de ikke hører efter, der fylder meget lige nu. Skarpt forfulgt af ’skaberiet’ i mangel af bedre ord. Ganske ofte i den seneste tid, når ungerne har været en … øh … udfordring, sidder jeg tilbage med en følelse af, at vi har slået fuldstændig fejl i opdragelsen. At vi ikke kan finde ud af det. En følelse af afmagt.

Ork mand, hvor gør de bare nogle gange lige som det passer dem. Når vi siger nej, råber de JO! og gør det alligevel … eller de skal liiiiige se hvad der sker, hvis nu man bliver liggende på gulvet, holder sig for ørene og råber la-la-la-la-la-la-la-la, når man har bedt dem om at komme ud i entréen for 7. gang, fordi man skal ud af døren.

Nogle gange har jeg seriøst lyst til slå til den ene med den anden!

Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg er trods alt et ok dannet menneske, der godt kan tælle til ti og prøve forfra. Jeg er stor fan af marte meo, og jeg har endda en pædagogisk uddannelse, så jeg ved godt, at det er den anerkendende tilgang til børnene, man kommer længst med. Men nogle gange, så virker den metode altså heller ikke (i hvert fald ikke på mine), og mit temperament rækker desværre ikke til timer og timer af imødekommenhed og anerkendelse.

Jeg kan endnu løfte dem begge, og dermed har jeg overtaget, når de f.eks. ikke vil komme. Op på skulderen og så er det af sted.

Lad mig lige prøve at komme med et par scenarier herhjemme fra, så kan I fornemme, hvad jeg mener.

Scenarie #1

Scene: Børnehaven. Situation: Afhentning

“Nu skal du med hjem, skat”. “NEEEEEEJ, ikke nu!”, svarer han i løb med retning mod bevægelsesrummet, hvor han gemmer sig i den allerdybeste kasse med 88 puder over sig.

Når vi så er kommet så langt som til at have fået sko og jakke på (som han skal hjælpes med at få på, ellers ligger han og roterer 180 grader om sig selv nede på gulvet syngende en eller anden engelsk sang eller er gået totalt i stå og står og glor på noget interessant), så skal vi ud til bilen. Han bærer 0 ting, mens jeg er belæsset med termotøj, regntøj, gummistøvler, madkasser, tasker og diverse legetøj (x 2!) og appellerer til at vi hjælper hinanden med at bære tingene, så lyder svaret: “NEEEEEJ, for så kan jeg jo ikke åbne døren, mor!” (lille egotripper)

Heldigvis er Vigsen stadig med på at hjælpe på det punkt.

Når vi så når ud af børnehaven, stikker de gerne af i modsat retning af bilen i fælles samhørighed over at “Haha, nu narrer vi sgu mor – hun skal fange os!”

—————————————————————————————————–

Scenarie #2

Scene: Køkkenet. Situation: Morgenmaden.

Vigsen på 3 år, som længe har været god finmotorisk, og sagtens kan styre gaffel, ske og deslige, sidder og gratter med sin mad. Kører fingeren ned i havregrøden og ud på bordet. “Se mig, far”, siger hun og afventer spændt reaktionen. “Det gør man ikke, Vigga, man spiser pænt. Du skal putte skeen ind i munden og spise det”.

Det gør hun, tygger lidt og spytter det ud på bordet. Far bliver sur, Vigsen græder, kaster sit hoved ulykkeligt ned i sine korslagte arme og hulker. Så snart vi rører hende til et kram, stopper tårerne og hun smiler fra øre til øre.  Idyllen er genoprettet, og nu tager hun sin ske med havregrød og kører rundt om munden og i ansigtet og siger: “Na-na-na-na-na, se mig, far!”

——————————————————————————————————-

Scenarie #3

Scene: Vores have. Situation: Fri leg

Vores nye naboer har fået ny trampolin (fuldstændig identisk med vores egen). Filøjsen og Vigsen leger i haven, og jeg kan se dem inde fra stuen, hvor jeg ordner praktiske gøremål. Pludselig er der stille derude, og de er ingen steder at se.

De er kravlet igennem hækken og ind til naboerne (som ikke var hjemme). De har smidt jakke, sko og strømper og hopper nu lystigt rundt på deres trampolin. Jeg går straks ud og kalder på dem i et meget bestemt toneleje og siger, at de skal komme tilbage nu. Jeg kan ikke kravle igennem det meget lille hul i hækken.

De ignorerer mig og griner. Jeg prøver den pædagogiske tilgang: “Jeg kan godt se I hygger jer rigtig meget på trampolinen, men det er ikke vores, og vi har ikke fået lov, så I må komme over til mig nu, så hopper vi sammen på vores egen.”

“Nej, mor. Vi kan ikke tage sko og jakker på selv”. (ARGH!)

“Nu kommer I herover. Jeg vil ikke sige det mere”.

Filøjsen stikker fingrene ørene, griner og råber: “Vi kan ikke høre, hvad du siger, mor!”.

Vigsen gør herefter nøjagtig det samme.

——————————————————————————————————

Scenarie #4

Scene: Køkkenet. Situation: Frokost.

Filøjsen kommer ud for at få mad. Vi laver tit en tallerken med rugbrød med forskelligt  pålæg, som de selv kan vælge fra. Er Filøjsen i det sure hjørne, hvilket han ofte er (går også under kælenavnene Tværing og Buffas), så er hans opførsel så *UFM-agtig at man krummer tæer.

“Jeg vil ikke have det gule krus! Det skal være blå!” (han får det blå)

“Det skal ikke være det blå, moaaar. Det skal være et andet!” (han får det mørkeblå)

“Jeg vil ikke have de rugbrødder, moaaaar. Jeg kan ikke lide dem!”

Mig: “Det er fint, så må du jo undvære det i dag”

Han tager en rugbrød.

“Men de skal være skåret ud, moaaar! (jeg skærer dem lidt ud)

“Ej, se nu er de alt for små, moar. Jeg kan ikke spise dem så ….” (begynder at græde)

Mig: “Det er sådan det bliver nu.”

Han bliver sur, skubber til sin tallerken og de vælter ud på bordet.

“Se nu hvad du har gjort, moaar. Nu har du væltet dem alle sammen…..”
*UFM: Uopdragen Forkælet Møgunge

——————————————————————————————————

Det var så nogle helt almindelig daglige scenarier herhjemmefra. Skidehyggeligt, ikk?

Der er selvfølgelig konsekvenser, når de opfører sig som i ovenstående situationer. Vi har time-out nede på gæsteværelset, hvor de bliver afledt ved at blive fjernet fra situationen. Når vi er blevet sure på dem og skældt ud, snakker vi altid med dem efterfølgende og forklarer situationen igen. Vi siger også altid at vi ikke er sur mere. Og vi krammer.

Men de bliver ikke bare eksemplariske børn (findes de overhovedet?) ved konsekvens og efterfølgende snak. Jeg ved også godt, at det ikke sker overnight og alderen har meget at gøre med det hele. De er kun 3 og 5 år. Men for pokker, hvor ville jeg dog bare ønske at hørte efter en gang imellem og ikke konstant skal søge grænser.

 

pinterestmom4

 

 

Udgivet i børn, Filøjsen, hverdagsglimt, mor, opdragelse, søskende, uopdragen, uopdragne, Vigsen | 7 kommentarer

Sådan lærer du dit barn at cykle

… hvis det barn altså er en lille Forsigtig Per(-inde) that is.

Det er Filøjsen, når det kommer til nogle bestemte ting. Han er ikke typen, der frygtløs kaster sig ud i nye ting.

Han var omkring de 2-3 år, da vi havde en kæmpe bunke sand i vores indkørsel, der skulle bruges til at lave terrasse. Vi var kommet hjem fra dagplejen, og han stod og kiggede betaget på sandbjerget. “Du må gerne kravle derop”, sagde jeg og tænkte at det da måtte være noget af det fedeste.

“Nej, mor. Det er jo farligt!”,  sagde han sørme.

Og sådan er han nogle gange. Det er aftaget en smule med årene, og han tør også mere efter børnehaven har ændret profil og blevet en idrætsbørnehave med fokus på bevægelse.

Nu hvor han skulle lære at cykle uden støttehjul, kunne jeg godt have brugt en lille manual á la Sådan lærer du dit barn at cykle med do’s and don’ts. Så nu laver jeg en selv med gode råd baseret på egne erfaringer.

Filøjsen har haft løbecykel siden han var to år og har alle dage været glad for den og brugt den ivrigt. Det med at finde balancen på en løbecykel fandt han ud ret hurtigt. Da han fyldte 4 år købte vi en rigtig cykel til ham med støttehjul. Vi prøvede først lidt uden, men det gik slet ikke.

Henover sommeren 2014 cyklede han ind imellem på sin cykel med støttehjul, men han foretrak altid løbecyklen. Endda ikke sin egen, men den som Vigsen havde fået i 2-års fødselsdagsgave, som var noget mindre.

Så jeg tænkte hen imod efteråret at han sgu nok ville nå at komme i skole, før de støttehjul kom af.

Så kom vinteren, og vi cyklede ikke rigtig.

Da vi så ramte marts og april, tænkte jeg, at NU skulle det altså være. Nu måtte vi gøre en indsats for at få ham i gang på den cykel. Han er trods alt på vej imod de 6 år.

Så jeg lovede ham en gave, når han lærte at cykle uden støttehjul.

Dét fik ham motiveret. Børn er så nemme. Tsk tsk.

En strålende solskinsdag i påsken tog vi støttehjulene af. Vi havde gennem et forældrepar i børnehaven lånt en såkaldt cykelstang. En stang med håndtag, der monteres fast under sædet på cyklen, som man kan bruge til at støtte sit barn med. Andre bruger et kosteskaft, men jeg forestiller mig at denne løsning er noget mere vakkelvorn 😉

Men cykelstangen var smart. Den gav helt klart Filøjsen en tryghed og en følelse af, at han ikke ville styrte i asfalten i første forsøg. Derudover øvede han sig på en lille 10″ cykel, hvor sædet var skruet helt ned. Han var klart mest tryg når fødderne kunne stå fast på jorden.

Vi øvede på terrassen og i løbet af et par minutter kunne jeg slippe mit greb i cykelstangen. Han havde helt styr på det. Nu skulle han bare selv overbevises om det. Han havde nemlig meget travlt med at kigge bagud om jeg nu holdt fast i den stang!

Vi kørte ud på villavejen og snart drønede han op og ned af vejen selv. Han skulle dog lige lære selv at starte op og bremse uden at vi holdt ved ham.

Weekenden efter påske tog vi til Skagen, og vi tog cyklen med. Så øvede vi på den store cykelbane deroppe samt i de små rolige gader. Stangen røg hurtigt af og han cyklede, satte af og bremsede på livet løs. Så gaven fik han, da vi kom hjem 🙂

Så opsummerende, så foreslår jeg at du prøver følgende meget simple råd, hvis du lige nu står med dit barn som skal i gang med kunsten at cykle selv:

  • Løbecykel er et godt udgangspunkt for at få styr på balancen. De fleste kan bruge den fra de 2 år
  • Lov dit barn en gulerod i form af en lille gave. Motivation kan være vejen frem
  • Invester i eller lån en cykelstang til opstarten. Det giver tryghed for barnet
  • Øv jer på en lille cykel, f.eks. en 10″. Skru cykelsadlen helt ned. Igen, det giver tryghed, da fødderne kan sættes fladt ned på asfalten, og det er også nemmere at sætte af
  • Øv jer på en stor og tom p-plads eller villavej, der ikke er voldsomt befærdet. Tag jer god tid og gå langsomt frem
  • Husk at opmuntre dit barn. Begynder det at brokke sig og jamre over at man ikke kan, så prøv at ignorer det og afled med noget andet end selve læringsprocessen. “Se lige den lille nuttede hund derovre, skat!”
  • Stop hvis dit barn går helt i baglås over det. Man skal ikke presses til at lære det. Prøv igen en anden dag, når humøret er højt
  • Lad eventuelt farmand tage over i startfasen under ’slingrevalsen’, hvis man selv er en lidt pylret mor … (ahem!)
  • Sørg for at være i god form og have løbeskoene på. Lige pludselig så cykler barnet med 110 km/t derudaf

Sådan lærer du dit barn at cykle

Sådan lærer du dit barn at cykle skagen

Udgivet i balance, Filøjsen | Tagget , | 8 kommentarer