Onsdag morgen og vi er på vej ud af døren i den lille børnefamilie. Hverdagen kan være travl. Aflevering i børnehaven af to stk. unger og bagefter skal jobbet passes. Begge to er småforkølede, og jeg tænker i farten at de lige kan nå at få deres vitaminpille.
De jubler, da de elsker vitaminpillen og stimler sammen om mig. Så vil skæbnen at jeg ikke kan få låget op på glasset. Jeg aser og maser og erfarer, at der er kommet en ny åbningsmekanisme, som jeg åbenbart ikke helt forstår.
Tiden går, og jeg siger vi lige må vente med vitaminpillerne til de kommer hjem fra børnehave.
Ramaskrig!
“Vi vil have den nu, moar!” Jeg forklarer dem situationen, og det hjælper ikke på hysteriet.
Hvad gør en mor med en deadline på arbejdstiden så?
Hun rækker da op i slikskabet og stikker dem i stedet en helt anden slags pille knap så fyldt med vitaminer. De får en M&M’s hver inden klokken er slået 8.00 og er jublende lykkelige.
Ikke det mest konsekvente trick i bogen, men hvad pokker!
Vi kommer videre ud til bilen, da næste konflikt melder sig. Filøjsen har taget selen ud af sin autostol (på det sted der holder selen og stolen sammen) og vil blot have den over sig uden den er fastgjort til stolen.
Jeg forklarer ham hvorfor den skal sidde fast i stolen, og sætter den så fast, hvorefter jeg henter de sidste ting inde i huset.
Da jeg kommer tilbage til bilen, har ungen afmonteret selen igen og sidder og klukgriner for sig selv. Jeg går over til ham, sætter den fast endnu engang og siger, at sådan bliver det altså.
“Men det vil jeg iiiiiikke, mor!”
“Aksel”, siger jeg. “Det er farligt at køre bil, hvis den ikke sidder fast der. Du kan slå dig rigtig meget og komme til skade, så den skal sidde der”.
“Men jeg vil iiiiiiikke, mor!”
Jeg trækker trumfkortet. “Aksel, politiet kan også komme og se selen ikke sidder rigtig, og så ved du godt at man bliver stoppet og får en bøde, så det dur altså ikke”.
“Men mor … De har jo lige stoppet dig dengang med telefonen, så du har allerede fået en bøde én gang, så de kommer ikke igen.”
TOUCHÉ.
