Om at tage sig tid til sig selv

Jeg oplever ind imellem at det kan være et big issue for nogle mødre, når de tager sig tiden til at pleje sig selv og egne interesser, der ikke involverer deres små børn. Det er som om, det skal forsvares. Tager man af sted til koncerter, julefrokoster, weekendture, overnatninger, byture og fortæller det til omgangskredsen, bliver fortællingen ofte efterfulgt af: “Jeg har bare brug for lidt tid til mig selv, så er jeg jo også en bedre mor for mine børn, når jeg har fået tanket op” eller “I det lange løb, kommer det jo mine børn til gode”.

Og hvorfor hører man aldrig mænd sige sådan? De tager bare på den skitur. Og så punktum.

Der er også den med, at man holder en fridag fra sit arbejde, og sender sit barn i institution. Den er grum. Det valg skal da virkelig forsvares og forklares. Den er måske også lidt lakrids. Men som med alt andet, er det et valg med nuancer.

Faktum er bare, at i en hverdag med børn, lange arbejdsdage, rengøring, tøjvask, oprydning, madlavning, badning, putning … (du kender remsen)…  Så kan nogle timer derhjemme – A L E N E  – til at få ordnet alle disse praktiske ting, være lige netop dét der gør, at hele læsset ikke vælter for en i den uge.

Man er meget på som mor – både praktisk, logistisk, følelsesmæssigt og pædagogisk, at man fandme ind imellem bare er nødt til at stoppe op og råbe: PAUSE! (og så selvom jeg  har en mand og kun 2 børn … )

Og jeg synes det skal være okay. Uden dårlig samvittighed.

Jeg ved godt, at der nu sidder mange derude, der ikke er ligesom mig, og som ikke har samme behov som mig for bare at være sig selv, men der sidder nok også nogen, som kan genkende det. Uanset hvordan man er som mor og hvilke behov man har for personlig space, så synes jeg nu stadig man skal unde sig selv det, hvis man kan 🙂 Det er friggin’ rart.

For at præcisere, så mener jeg ikke at man skal farte rundt til spas og mig-tid hver eneste weekend, men jeg synes, at man skal huske at gøre det engang i mellem.

Jeg har f.eks. lige været af sted uden børn og mand, men med 4 skønne og gode veninder (som også er mødre).

Vi taler veninder, som jeg har kendt tilbage fra børnehave- folkeskole- og gymnasietiden. Jeg er privilegeret og virkelig heldig at have dem i mit liv, og det er fedt, når det kan lade sig gøre, at vi alle sammen lige har et hul i vores ret travle kalendere og kan pleje venskabet.

Så vi tog en tur til Skagen i en weekend.  Der var tid til snak, hygge, rødvin, god mad og lange gåture. Det var fantastisk.

Vi kørte af sted fredag aften (allerede dér havde været problematisk, hvis børnene skulle have været med – det ville jo bryde al struktur og faste sengetider ;-)), vi bestilte pizza, drak rødvin og snakkede til langt ud på natten.

Vi kunne sove længe (den sætning fortjener at stå fremhævet og som et afsnit for sig selv).

Vi shoppede, spiste burgere på Jacob’s, gik tur i regn og blæst ned til havet og lavede lækker aftensmad. Der var aldrig nogle afbrydelser. Ingen børn, der skulle skiftes, spises af, trøstes eller puttes. Jeg tror vi fik snakket lige så meget på de to dage, som vi har gjort samlet set på de sidste 5 år (true!).

Jeg kom hjem – glad, let til mode, varm om hjertet og lidt rødvinstræt – til to små banditter, som havde hygget sig med deres far, men som også havde savnet mig – og det var gengældt.

Nå ja, har også erfaret, at når man er af sted på sådan en solotur, så bliver det til ufattelig mange selfies i stedet for børnebilleder 😉

Herunder nogle stemningsbilleder fra turen.

skagen1

Tænk at jeg siger det, men vi manglede virkelig en selfiestick (ja, sådan en sag kan faktisk købes) til ovenstående snapshot!

IMG_8099.JPG

IMG_8111.JPG

IMG_8110.JPG

IMG_1460

IMG_1449

IMG_1445

IMG_1441IMG_1425

IMG_1432

 

Når min indre teen slippes fri … (og mor-kasketten er OFF)

Ind imellem slipper jeg min indre teenager løs og drikker, fester, danser og skejer ud. Præcis som var jeg 18 igen.

Det sker sjældent (2 små børn og alderen der kun tikker opad trækker tid-til-festfaktoren nedad).
Men 2-3 gange om året går jeg all-in.
Så er jeg ikke nogens mor, der konstant står til rådighed med kys på håret, krammere, plastre på knæet, rugbrødsmadder kl. 11.30, bleskift, eftermiddagslure og puttehelvede.

Så er jeg mig. Fandmesgu. Ego-mor. Voksentid. Kald det hvad du vil, men jeg har brug for det. En pause ind imellem, hvor tiden bare er min egen.

I går aftes var perfekt til sådan en stund. Den sidste varme sommeraften i følge metrologerne, og for en måned siden, havde jeg inviteret kære kollegaer til mad og vin på terrassen på netop denne dag. Jeg havde allieret mig med min private kok AKA min mand (han skal overdynges med rosende ord her. Hans præstation i går som kok, mand og far var til UG med kryds og slange. Jeg har vundet i det store mandelotteri).

Vi havde næsten ikke fået os sat ved bordet før den første kolde flaske hvidvin var åbnet og drukket. Sammen med knasende sprøde chips og lækker ost røg den hurtig ned i sommervarmen. Efter den fulgte mere kølig hvidvin, perlende champagne og asti i rå mængder… og efter forretten var jeg lettere beruset (okay, jeg var fuld).

Det var virkelig bare en af de der skønne og perfekte sommeraftener. Alle var glade og afslappede, ungerne legede i græsset og løb fra og til bordet begejstret over nye legekammerater (mine gæster), som gad at hoppe trampolin og gynge med dem. Ren Morten Korch.

Min mand serverede hovedretten, og der gled mere vin ned. Han badede og puttede ungerne (ros ros ros …), mens jeg (i min lillebitte og uskyldige rus) prøvede at få styr på desserten, som jeg rent faktisk helt selv stod for. En usædvanlig lækker chokoladetrøffel, som jeg fandt hos bloggeren på www.chocolat.dk . Superlativer er overflødige. Du bliver nødt til at prøve den selv. Som i nødt til.

Ungerne sov og festen fortsatte. Jeg følte mig vitterligt sat i tilbage i tiden med god snak, høje grin, godt humør, cocktails og sommerhits på ipad’en. Da gul og grøn Gajol kom på bordet sammen med terninger og fuldemandsspillet ‘Meyer‘, gik det kun én vej for mig (jeg er en umanérlig dårlig løgner).

Åh, det blev en fest. Kl. 01 sad vi stadig ude i stearinlysets skær, og vi fik den fremragende idé, at vi ville tage i Jomfru Ane Gade. På en tirsdag. Det er vel sommer!

Endnu en pinlig taxatur (det var jo teenageren jeg slap løs og min store kæft svigtede mig ikke), og ind i en stort set mennesketom Gade.
To steder holdt åbent. Det skulle ikke holde mig tilbage, for mor var i byen, og jeg var sgu kæk. Intet kunne stoppe mig.

Lige indtil jeg faldt ned af et lille trin på vej ind på en hidtil ukendt bar, som jeg nu har glemt navnet på.

BUM! Der lå jeg. På alle fire. Med røven i vejret. Jeg vred om på min fod i mine høje hæle, som jeg insisterede på at tage på inden afgang. Tyngdekraften er en bitch. Jeg kunne slet ikke komme op igen. I hvad der synes som evighed, men nok i virkeligheden var 10 sekunder, lå jeg der, indtil min storgrinende kollega hjalp mig op.

En masse (rigtige!) teenagere sad og kiggede på mig, da jeg humpede hen til nærmeste bænk. Hell, de havde sgu nok også lidt ondt af mig. Tænk sådan en gammel kone i 30’erne kommer væltende ind og falder over et dørtrin. Hun må nok ikke have det så nemt …sådan bliver jeg i hvert fald ikke, når jeg bliver SÅ gammel! (Ha! De kan bare vente, kan de … )  

Nå, men jeg fik børstet støvet af og med oprejst pande (og en livserfaring de i hvert fald ikke har) festede jeg videre. Fik både danset og bundet sjusser.

Kl. 03.15 lå jeg i min veninde/kollegas (hun er begge dele) seng og bandede af mig selv for at have drukket så tæt. Den snurrede rundt, den seng. Jeg havde indtaget den mest fedtede shawarma med hvidløg og chili samt bundet 1 liter vand, men lige lidt hjalp det. Jeg skrev en sms til manden om, hvor jeg var, og så gik jeg kold.

Lige indtil jeg 5 timer senere med dunkende hoved, badet i sved og med sommersolen lige i smasken, trillede ud af hendes seng for at tisse alt vandet ud igen. Min mund føltes som et dyr havde lagt sig til at dø langsomt derinde. Puha.

Jeg.Var.Ramt.

Tømmermændsselfie. It’s not pretty, but it’s honest.

Manden kom med ungerne for at hente mig og hende, da hun skulle hente sin bil. Han havde bagt boller til os og ryddet op efter vores efterladenskaber på terrassen (I know!)

Jeg tog en eftermiddagslur sammen med Vigsen, som vågnede brat op efter halvanden time råbende at ‘jeg skulle fange missekatten!’

WTF? (reality tjek, du er mor. Ikke kåd teenager. Slam! Fat det.)

Om ikke andet, så lever jeg nu højt på sådan en aften rætti’ rætti’ længe. Det er dejligt at mærke at hende, der var der præ-unger, stadig findes. And still got it.