Mon man giver sine børn traumer …

… når man har solgt ud af deres ting på loppemarked, hvor de har været fuldt ud bevidste om, at det er sket?

Ganske ofte siden mit sidste loppemarked, hvor meget af børnenes legetøj (som de end ikke så meget som skævede til mere) blev solgt, har jeg hørt følgende kommentar, når et eller andet legetøj var blevet væk for dem: “Den er væk, fordi den har mor solgt på loppemarked!”

Og lige som jeg troede, nu har de sgu da glemt det, og de har fået så meget nyt legetøj siden qua fødselsdag og jul, så nej. Her til morgen var Vigsens dukke, Mathilde, blevet væk.

Vigsen: Mathilde…? Mathiiiiilde? Hvor er min Mathildedukke? Moooooar, Mathilde er bleven væk!

Filøjsen: Ork, Vigga … Den har jo mor jo solgt på loppemarked. Hende ser du ikke mere.

Vigsen nu med bævende stemme: Men men men … nej, hun har ej! Min Mathilde er ikke væk! Moaaaar ….

Filøjsen: Kom nu bare, Vigga… den er væk

Vigsen nu i højlydt, nærmest brølende, gråd: Maaaaaathiiiiiilde! Mooooaaaar, Aksel siger du har solgt min Mathilde, og det vil jeg ikke ha’!”

Vi fandt Mathilde i en eller anden kasse efter et stykke tid. Men ikke uden at diverse eder og forbandelser var regnet ned over mig fra Vigsens side. Hun er ikke en pige, der skjuler sine meninger eller følelser, så skulle hun være blevet traumatiseret over sin mors onde onde påfund med loppemarked, så tror jeg hun kommer sikkert igennem det netop på grund af dette.

Men jeg overvejer da lige næste gang, om børnene behøver at komme med.

IMG_4430

Fredagsflad

Det er egentlig ikke fordi, det skal være et jamre-indlæg. Og så alligevel.

Det er lige nu næsten midnat fredag aften, og jeg ligger og funderer. Jeg synes godt nok, at man lige akkurat hænger i med det yderste af neglene i hverdagens trummerum, og når jeg når til weekenden, så er jeg helt og aldeles udsmattet og flad som en anden karklud, der er gået over udskiftningstid for længst.

Jeg ved ikke om det er fordi vi skriver januar måned og morgenerne er ekstra mørke (og kolde) eller fordi manden stadig humper rundt på ét ben og ikke kan klare noget af det logistiske i forhold til børnene. Eller om det er fordi, min operation blev aflyst, og jeg mere eller mindre ubevidst tænker, at situationen lige nu burde være en anden.

Måske er det bare det hele hældt sammen og der er blevet trykket blend. Ud af det er der så kommet en brun, tarvelig og uskøn masse, som pretty much er beskrivelsen af mig en fredag aften efter ungerne er puttet, bordet er ryddet og vasketøjet sat over.

Så kommer den dårlige samvittighed. Jeg burde gå tidligere i seng, så trætheden ikke sådan for alvor får overtaget ud på eftermiddagen. Jeg burde spise sundere. Mere grønt, mindre brød. Join forces med spelt- og økomødrene. Jeg burde motionere for at få frigivet mere energi og lade endorfinerne suse rundt i min halvslaskede morkrop og direkte op i hjernen, så den ikke føltes så svampet.

Jeg ved godt hvad jeg burde. Men hvorfor pokker er det så svært for mig bare at gå i gang? Lade chokoladen ligge på hylden i Fakta, skrælle de gulerødder og gå den tur. Jeg ved det ikke.

Men der er nu også lyse sider ved min januar. F.eks. den smukke, hvide og gnitrende sne. Den lyser alting op, skaber en nærmest magisk ro og stilhed, hvor vi går og står, og den begejstrer ungerne, der har haft slæde med i børnehave i to uger nu.

fredagsflad

Jeg har også fået en ny operationsdato, hvilket har givet mig mere ro i sindet. 1. juni siger vi nu i stedet. Det er ikke perfekt. Det er der ingen dato der rigtig er herfra, men det er en af de bedre. På det tidspunkt er jeg næsten færdig med skoleåret. Vi er forbi en vigtig konfirmationstid. Et forløb omkring Filøjsen er (forhåbentlig) veloverstået. Manden er meget længere henne i helingen af sin fod. Det er bare lige den bet, at Filøjsen har en masse førskole-aktiviteter i juni måned som opstart til hans skolestart. Men det må manden så klare, og jeg må prøve at styre både mor- og kontrolgenet lidt. Det bliver nu også sundt for mig. Tror jeg.

Jeg vil lukke mine øjne nu, inden pessimismen tager helt over. Det var jo det med søvnen, jeg kom fra. I morgen ser jeg alting mere klart. Sådan plejer det gerne at være.

God weekend derude.

Vinderen af gavekortet til The Fairytale Company

Så har jeg fundet den heldige vinder af gavekortet til The Fairytale Company. Der var 37 der prøvede lykken i alt, og dermed var vinderchancerne altså ret store.

Jeg startede med nummer 1, som var første kommentar på bloggen og så frem til nummer 37, som var sidste kommentar i indlægget på bloggens facebookside. Jeg smed alle lodderne i puljen på Find en vinder, og vupti …

The Fairytale Company

Dermed et stort tillykke til Lotte Hyldgaard Christensen med denne kommentar på Facebook. Jeg håber gavekortet kan være med til at skabe glæde hos den kommende 8-års fødselar.

Blogkonkurrence

Jeg kontakter dig over Facebook, så hold øje med dine beskeder. Tak til alle jer der deltog og for de pæne ord bloggen her fik med på vejen fra mange af jer. Det varmede.

God søndag aften derude. Nu vil jeg skynde mig at følge med i resten af Bedrag på DR1.

 

 

En ambivalent dag … 

I dag var dagen for min operationsdato. Den som jo bekendt blev aflyst. Det har faktisk været mærkeligt at stå op, spise morgenmad med ungerne, tage af sted på arbejde og være der hele dagen. Det har alt sammen været med en ambivalent følelse i maven.

Jeg skulle have været i fuld narkose på et operationsbord med to kirurger arbejdende møjsommeligt over mig i flere timer.

Kl. 13 talte jeg med en kollega om det, da vi begge var på vej ud af døren på skolen. Jeg sagde: “Ja, lige nu burde de være i gang med at færdiggøre min operation”.

Senere på eftermiddagen, sad jeg på Aalborg University College, da jeg skal i gang med en vejlederuddannelse. Også her snakkede jeg med en kollega om, at nu skulle de have været i gang med at vække mig af narkosen, og jeg skulle finde ud hvilket resultat de var endt med. Hvis ikke operationen var blevet aflyst, var jeg ikke kommet på uddannelse. Jeg kom med i allersidste minut, og så er der jo faktisk en ting at glæde sig over, nu hvor jeg har surmulet i så lang tid over at planerne ændrede sig.

ambivalent

Hele dagen har jeg tænkt på, at nu ville jeg være nået så langt, og nu ville jeg være kommet dertil osv. osv. Jeg har endda tænkt på, hvad mon kirurgerne har fået deres dag til at gå med … ha!  Allermest har jeg tænkt på, at var alt forløbet efter planen, så ville mine bryster være væk for evigt lige nu. Det er sgu en mærkelig tanke uanset hvad. Jeg tror ikke jeg kommer helt til at forstå det, før det er sket.

Men hell. Jeg får fornøjelsen af dem lidt endnu, så håber jeg bare på at alt er godt med dem så længe, og de snart gider at sende den nye dato til mig fra sygehuset. Jeg er ved at gå til at nysgerrighed og iver efter at få alt praktisk planlagt.

Mit BRCA1 forløb: Aflyst operation og en tak til Angelina Jolie

I tirsdags den 5. januar blev min forestående operation officielt aflyst. Siden mandens uheld før jul har jeg kimet plastickirurgisk afdeling ned blot for at få fat på de evigt tålmodige sekretærer. En af dem skrev en mail til kirurgerne, og mellem jul og nytår blev jeg ringet op to gange af plastickirurgen fra et ukendt nummer – og jeg nåede ikke telefonen. Typisk. Hun lagde en lidt rodet besked på svareren, og jeg tænkte at vi måtte få fat i hinanden den mandag den 4. januar, når hamsterhjulet igen var i gang.

Vi fik så bare ikke fat på hinanden den dag. I stedet aftalte jeg med en sekretær, at jeg ikke skulle komme ind den følgende dag tirsdag den 5. januar til forsamtale og blodprøver som planlagt.

Klokken 07.53 tirsdag morgen havde jeg lige meldt min ankomst på arbejde, da jeg bliver ringet op. Det er kirurgen. Hun vil gerne tale med mig straks og jeg skal komme ind mellem 8.00 – 9.00 samme dag. Jeg fik travlt.

Børnene i overtøjet og os ud af døren. De blev afleveret og jeg kørte fluks mod sygehuset. Endelig får jeg snakket med min kirurg, som denne morgen er lidt fortravlet – og måske også lidt irriteret over, at jeg må aflyse min operation. Men uanset hvad, så skal forløbet køres som planlagt, siger hun, og det kræver som minimum en ordentlig samtale, før en operation kan aflyses.

Jeg forklarer hende at det simpelthen ikke går an, at både jeg og min mand er “handicappede” på samme tid i flere uger, hvor vi begge skal tage vores forholdsregler. Det vil kræve hjælp med alt på hjemmefronten døgnet rundt i 2-3 uger i hvert fald. Nok har vi familie, der gerne stiller op, men der er også grænser for hvor meget de skal trække, synes jeg. Jeg ved også med mig selv, at jeg ikke kan slappe ordentligt af og fokusere på helingsprocessen, når det ikke er min mand der står ved roret. Sidst, men ikke mindst, så er Vigsen og Filøjsen kun 3 og 6 år, og de har det allerede lidt svært med at deres far ingenting kan, og de savner ham, hvis man kan sige det sådan. At jeg så skal opereres og indlægges på sygehuset for derefter at komme hjem og ligge ligesom deres far, kan godt bekymre mig. For hvad tænker de små mennesker, og hvordan er deres reaktion på det hele? Jeg tror de vil have svært ved at forstå og rumme det.

Kirurgen lader til sidst til at forstå, smækker min journal sammen og siger at vi skal finde en ny tid, når det kan lade sig gøre.

Så som det er lige nu, så sidder jeg og venter på en tid til mammografi og den nye operationsdato, og jeg ærgrer mig ind imellem over at det gået, som det er. Det var om blot fire dage, at jeg skulle have været under kniven, og jeg var mentalt indstillet på, at nu var det nu. Men det kan selvfølgelig ikke hjælpe noget.

Midt i alt det her operationsrod, må jeg så huske at være taknemmelig og glad over noget helt andet i forhold til BRCA1 genmutationen. Noget jeg egentlig har villet skrive om i lang tid, men bare aldrig er nået til.

Nogle gange så sker det, at en verdenskendt superstjerne bliver ramt af en sygdom, som mange af os andre dødelige også er ramt af. Jeg nævner i flæng Kylie Minougue, Michael J. Fox og Robin Williams. På verdensplan formår de at sætte et enormt fokus på lige netop deres sygdom, hvilket i alle tilfælde er en rigtig positiv ting.

Forrige år fik Angelina Jolie fjernet og rekonstrueret sine bryster, da hun også bærer BRCA1 genfejlen. Derefter gjorde hun mig – og alle andre, som bærer BRCA1 genmutationen – en kæmpetjeneste. Hun gik offentlig ud med sin personlige historie og operation.

Nyheden spredte sig på internettet med lynets hast, og der kom i den efterfølgende tid et enormt fokus på kvinder, der er bærere af BRCA-genet. I USA tog kvinder pludselig stilling i forhold til at få taget blodprøven og vide besked. Det samme skete herhjemme i lille Danmark.

Det er jo fantastisk. Hun har inspireret og måske reddet liv ved at gå offentligt med sin historie. Jeg har fået en fornyet respekt for hende.

BRCA1

Sidste år oplevede jeg følgende: Jeg var på arbejde og til møde på skoleforvaltningen, da jeg var koordinator for tosprogsområdet på min arbejdsplads. Her sad jeg med en flok andre kvinder, som jeg kender overfladisk, da vi kun ses til konferencer og møder. Da jeg skulle stoppe som koordinator efter sommerferien, fik jeg en lille snak med konsulenten for området, inden jeg gik. Hun ville lige sige pænt farvel og tak for indsatsen, og på en eller anden måde kom vi ind på, at jeg skulle sygemeldes i en længere periode i 2016.

Jeg fik fremstammet noget om, at jeg skulle have fjernet mine bryster, men jeg ikke var syg, det var forebyggende og det i øvrigt var en lidt lang og kompliceret forklaring…

Så kiggede hun på mig og sagde: “Nårh, det er ligesom med Angelina Jolie? Det har jeg læst om. Det kan jeg godt forstå du gør, det er så stærkt.”

Jeg blev helt overrumplet. Så blev jeg glad og lettet. Med tre korte og ikke særligt detaljerede sætninger kunne jeg formidle hele den tekniske forklaring om BRCA1 genmutationen for et andet menneske, fordi Angelina Jolie allerede har været ude og forklare det. Det var virkelig rart. Det faktum at mange folk nu har en viden, en forforståelse, det gør bare det hele så meget nemmere, når man skal forklare det for nogen første gang.

BRCA1

Dette er netop ordene jeg fortæller, når jeg fortæller hvordan jeg mistede min mor. Selvfølgelig gør man hvad der står i ens magt, for at historien ikke skal gentage sig hos ens egne børn.