Månedsarkiv: december 2015

Godt nytår og en top 5 over mest læste indlæg i 2015

nytår

Så nåede vi den absolut allersidste dag i 2015, og i morgen tager vi hul på et helt nyt og sprødt år. Åh, det glæder jeg mig til. Vores 2015 har været et år med mange dejlige stunder, men det har også været et udfordrende år med mange bekymringer og megen hårdt arbejde i det lille hjem.

Vi sluttede så året af med, at min mand rev sin akillessene over i en badmintonkamp 3 dage før jul. Han måtte have fod og ben fastspændt i et ordentligt skrummel af en støvle og så ellers bare hjem og ligge på sofaen. Der ligger han såmænd endnu.

Det har kun varet i knap 14 dage, men min tålmodighed er allerede sat alvorligt på prøve i forhold til at man nu skal hoppe og springe for 3 mennesker herhjemme, og jeg har tjansen alene døgnet rundt med de der feriekulrede unger af vores. Jeg må indstille mig på, at starten på vores 2016 kommer til at foregå fuldstændig på samme måde – bare med en hverdag inde over – og prøve at finde den indre ro og styrke frem.

Men inden violinerne toner alt for højt og skingert, og jeg ender med at kvæles i egen selvmedlidenhed, så må jeg hellere springe videre til min top 5 over mest læste indlæg i 2015. Den har nemlig glædet mig til at præsentere. Det er altid så sjovt at se, hvad der har interesseret jer mest derude gennem året, der nu er gået.

På en 5. plads lander mit indlæg om at opdragelse bestemt ikke er nemt. Jeg lod alle parader falde efter nogle hårde uger og episoder med de to små mennesker, jeg elsker allermest i denne verden. Jeg skrev uden filter om nogle udfordrende situationer med mine børn fra hverdagen, og hvordan jeg synes jeg var elendig til at tackle det på den rette måde. Det gav en positiv respons, som jeg var rigtig glad for, og jeg håber et par opgivende mødre eller to derude, har kunnet bruge det til noget.

4. pladsen er lidt spøjs. Men okay, nytåret er oppe over, og jeg har lagt mærke til at der i den seneste tid under mest populære søgninger er blevet søgt meget på emnet ‘nytår med børn’, så måske derfor drøner indlægget om vores sidste nytårsaften – En nytårsaften med børn og bobler – direkte ind i top 5. Det var nu også bare en knaldgod aften, hvor manden både kunne gå og lave mad, der blev hygget igennem med vennerne, og jeg måtte se mig slået ud af alt for meget boblevand. Jeg husker kun alt for tydeligt de tømmermænd, og i aften går det altså ikke ned på samme måde. Honest!

3. pladsen er dette meget personlige indlæg: Skal vores dreng passe ind i en kasse? Det var det første indlæg om Filøjsen og det faktum, at han måske havde en diagnose. Jeg havde mange overvejelser, inden jeg trykkede udgiv. Men samtidig skulle jeg have tankerne ned og ud, og jeg har efterfølgende kunnet spare med andre i lignende situation netop på grund af åbenheden omkring vores.

2. pladsen kommer slet ikke bag på mig. Det er et problem, som rigtig mange nyslåede mødre pludselig og ofte uventet ramler ind i, når de står med deres lille nye guldklump i armene. Man skal ikke amme for enhver pris, skrev jeg for at fortælle om mit eget besværlige ammeforløb med Filøjsen og den enorme bølge af dårlig samvittighed, der skyllede ind over mig, som følge af at jeg måtte opgive amningen. Dengang havde jeg rigtig meget brug for, at folk omkring mig støttede mig og kunne forstå mit endelige valg, og derfor skrev jeg indlægget netop i håbet om, at det blev læst af mødre i samme situation.

Så nåede vi til 1. pladsen …. T R O M M E H V I R V E L …….

 

Det mest læste indlæg i 2015 er: Alle burde have en Janne

Tilbage i oktober gik jordemødrene til kamp mod regeringen. De ville have deres øremærkede økonomiske midler til landets fødegange tilbage, da der var trusler om, at de blev taget fra dem. Jordemødrene lavede en formidabel, ærlig og skræmmende video om deres arbejdsvilkår. En masse bloggere gik med i kampen – inklusive undertegnede – og skrev personlige historier om fødselsforløb m.m., hvor der blev linket til jordemødrenes video.

Mit indlæg var en hyldest til en af de seje jordemødre derude, Janne. Jeg vil for altid huske hende. Tilfældet ville, at netop Janne faldt over mit indlæg og blev dybt rørt. Vi har siden skrevet lidt frem og tilbage på Facebook. Janne postede mit indlæg i en jordemødregruppe og dernæst postede formanden for jordemødreforeningen, Lillan Bondo, mit indlæg på sin egen side. Så eksploderede mine besøgstal! Sådan en bette blog som min blev pludselig eksponeret big time. Jeg var stolt og glad. Endnu mere cadeau til Janne og endnu mere fokus på jordemødrenes sag.

Nu er der blot tilbage at ønske jer alle et skæppeskønt nytår. Jeg håber champagnen flyder brusende og sødmefyldt i jeres årer i aften, kransekagen smager jer, og I skåler nytåret ind med dem, I elsker. Pas på jer selv derude. Pas på øjne og fingre. Selv er jeg ved at dø over at knaldperle- og heksehylstjansen er min i aften, nu hvor manden ikke kan. Har aldrig været fan af fyrværkeri, men ungerne skal jo ikke skuffes.

GODT NYTÅR her fra Villa Villekulla – Vi ses i 2016!

INSTA

 

Diagnose eller ej #3

Diagnose eller ej. Det er spørgsmålet. Jeg har efterhånden skrevet et par indlæg om vores kære og finurlige søn og hele den proces vi har været igennem her i 2015 med ham. Forløbet får tilføjet flere dimensioner, som det skrider frem, og derfor deler jeg også dette indlæg i to dele, da jeg vurderer at det ellers godt kan blive ret så langt …

Tilbage i starten af november skrev jeg dette indlæg om Filøjsen ,og om alt det vi var igennem med ham i efteråret i forhold til at få stillet en eventuel diagnose. Dengang tog jeg til egen læge med ham for at få en henvisning til en børnelæge. Jeg var ikke 100 % sikker på om det var det rigtige at gøre, men lige i det øjeblik ville jeg også gerne videre med tingene. Især fordi han snart skal i skole og det desværre er således, at har barnet en diagnose, så er det nemmere at få ressourcepersoner tilknyttet i et større eller mindre omfang. Tror jeg nok. Med inklusionsbegrebet er der helt ny dagsorden for børn med særlige behov, men det er anden diskussion på et andet tidpunkt.

Men som tiden gik efter lægebesøget, så tænkte vi, at vores dreng heller ikke skulle have en diagnose blot for diagnosens skyld. Det føltes som om, det var det vi havde gang i. Det var pludseligt lige voldsomt nok. Han var kun 5 år gammel. Så vi besluttede, at vi i første omgang ville afprøve alt andet, før vi tog det skridt. Derfor hænger henvisningen til børnelægen stadig på vores køleskab, og vi har ikke ringet. Læs resten →

Tøffetid

Begrebet tøffetid har virkelig vundet indpas herhjemme siden sidste år, hvor jeg hørte det første gang. I år har jeg hørt og læst det flere steder på både Facebook og Instagram. Tøffetid er et begreb møntet på børn og er noget der foregår i en ferie. Mest hører man det, når juleferien nærmer sig. Det betyder egentlig bare tid til at ens børn kan tøffe rundt derhjemme (i nattøj om man vil), have nul planer for dagen, koble af og kun lave det man lige har lyst til. I stedet for f.eks. at ræse rundt til diverse julefrokoster, aftaler og aktiviteter med børnene.

Siden vi fik børn har vi hvert år haft tøffetid 1. juledag (det vidste vi så ikke det hed dengang), hvor vi aldrig har haft nogle aftaler, men bare været hjemme, sovet ud efter juleaften, stået op, leget med det nye legetøj, set tegnefilm, hygget i sofaen og måske gået en tur, hvis vejret var godt. Det er et genialt koncept.

Lur mig om ikke rigtig mange familier allerede har sådan en slapperdag eller to derhjemme i nattøjet og altid har haft det ligesom os. Jeg tror ikke fænomenet er nyt. Nu har det bare fået et navn.

I år har vores unger haft ekstraordinært meget tøffetid. Dette på grund af deres fars uheld før jul. Deres ferie startede d. 21. december hos Bedsterne, hvor de var i et par dage. Den 23. kom de hjem igen, hvor vi lavede ingenting. Den 24. december var der selvfølgelig gang i den og den store spænding i forhold til de mange gaver blev endelig udløst.

Den 25.-26. og 27. december har vi intet andet lavet end at sove længe, lege med nyt legetøj, bygge LEGO, lave halskæder, tegne, haft gæster, set film, spille iPad, løbe på de nye løbehjul og ædt slik i rå mængder. Vi aflyste jo planerne for julefrokost med mere og har bare været herhjemme. Vejret har været regnfuldt og blæsende, så vi har også mest været indendøre.





  

Jeg ved ikke om man kan have for meget tøffetid, og det er da også lidt kedelig med en total inaktiv sofa-far, der normalt plejer at være meget aktiv med en, men i hvert fald har begge børn nu flere gange spurgt uafhængigt af hinanden, om ikke de snart skulle i børnehave igen.

Den var ny! Keder de sig ligefrem?!

Jeg ved det ikke, men faktum er, at jeg kunne mærke, at i dag blev der nødt til at ske noget for dem. Så jeg hev fat i en veninde, som diskede op med frokost til mig og tornadoerne og herefter tog vi Leos Legeland, hvor den fik max gas i 4 timer. De elskede det!

Og da Filøjsen blev puttet her til aften, spurgte han forventningsfuldt om hvad han skulle i morgen. Jeg svarede, som sandt var, at det vidste jeg ikke lige endnu, hvorefter han sagde: “Må jeg så ikke godt komme i børnehave?”

Åh altså. Mor her må lige diske op med noget mere action i morgen også, kan jeg godt se.

En anderledes jul og lidt om næstekærlighed

Til trods for de ændrede omstændigheder i forhold til vores juleaften herhjemme, så gik den nu alligevel vældig godt.

Da manden 3 dage før jul rev sin akillessene over under en badmintonkamp, blev vi nødt til fuldstændig at omlægge vores juledage. Vi startede med at aflyse alle vores aftaler i julen. Manden skal bare ligge stille med benet oppe, så vi ved ligesom, hvor vi skal være. Bjerget må komme til Mohammed.

Det næste vi fokuserede på var juleaften. Den skulle afvikles så nemt og overskueligt som muligt, selvom jeg umiddelbart stod med det hele selv. Herhjemme er det manden, der tager sig af al avanceret mad, især til jul og nytår, hvor jeg mere er jeg-laver-lige-noget-pasta-og-kylling-typen og vælger de hurtige og nemme løsninger. Så det var faktisk ret angstprovokerende ikke at have manden i køkkenet.

Min far og hans kæreste havde ungerne på miniferie fra mandag d. 21. – onsdag d. 23. december, så allerede det gav lidt overskud og tid til de ting, som skulle nås.

Hele tirsdag fik jeg ryddet op og gjort rent i det meste af hytten, pakket julegaver ind, handlet de sidste ting ind og vi fik klargjort ænderne til onsdag, hvor de skulle langtidsstege i stegeposer.

Tirsdag var også dagen, hvor en sød veninde fra min mødregruppe med Filøjsen skrev og spurgte mig, hvad hun kunne gøre for at hjælpe. For en gangs skyld formåede jeg at tage imod/bede om hjælp og spurgte om hun ville hjælpe med aspargeskartoflerne til de brunede kartofler. Den var hun på med det samme, og jeg var dybt taknemmelig.

Onsdag fik jeg gjort det sidste af hytten ren, lavet fond til saucen, langtidsstegt ænderne og sat dem på køl til dagen efter. Min lillebror og hans kæreste kom og hjalp os med at hænge nye spisebordslamper op, flytte en kommode og fikse Filøjsens seng. Derudover havde han rødvin og franske kartofler med til julemiddagen dagen efter. I vores familie har vi, i en del år nu, delt tingene ud imellem os for at lette det for alle, og det er altså enormt praktisk.

Senere på dagen kom min far med ungerne, som vi havde savnet. De havde bagt honningkager og havde haft nogle hyggelige dage. Efter ungerne var puttet fik jeg dækket bordet til juleaften.

Juleaftensmorgen fik manden og jeg i fællesskab lavet saucen. Ham siddende på en stol guidende mig igennem. Og hvilken sauce! Den sad lige i skabet – lavet på den hjemmelavede fond (ses på billederne), fedt og sky fra ænderne, vand og lidt fløde. Jeg fik også skrællet kartofler. Min søster ville medbringe ris a la mande og mandelgave. Så vi var altså mere end almindeligt godt med.

jul jul2015 13

Omkring kl. 12 trådte min mødregruppeveninde ind ad døren med de kogte og pillede aspargeskartofler under armen. Derudover havde hun en kæmpe kurv med lækkerier, legesager til ungerne, en god flaske rødvin, en stor pakke after eight chokolade og en buket blomster med til mig! Jeg var fuldstændig paf.

Det viste sig, at de dejlige damer i vores online mødregruppe på Facebook, var gået sammen om en overraskelse til mig, fordi de synes det var synd, at jeg nu stod med en helt masse praktisk helt alene og min operation skulle aflyses. De havde endda snakket om at gå sammen om en handymand til os! Altså, det var bare så sødt og betænksomt af dem alle, og det kom fuldstændig bag på mig. Næstekærligheden lever så sandelig i bedste velgående. Nu måtte det godt blive jul.

jul

Juleaften kom, og der var rigeligt at se til trods for, at vi var godt med. Lækkerier skulle frem på bordet, asti skulle skænkes, julemanden skulle koordineres, sidste afsnit af Juleønsket skulle ses samt selvfølgelig Disneys Juleshow og maden påbegyndes. Alle tog deres tørn med det praktiske og klokken 18.15 havde julemanden været forbi, og vi sad omkring bordet og julefreden kunne sænke sig. Hvis det ikke lige var for de to tornadoer af vores, der var ved at gå til af spænding, så havde den nok også gjort det.

jul

jul2015 9

jul2015 6

Men de var altså godt overgearede. Især Filøjsen havde svært ved at rumme det hele. Han drønede rundt, råbte højt og begejstret og havde meget travlt med det hele. Men det er også meget at bede en 6-årig utålmodig sjæl om at vente til kl. 20, før den første gave kunne åbnes. Han fik Ipad-tid, mens vi spiste ris a la mande. Vigsen sad pænt med og spiste sin portion af desserten. Hun fik også (med lidt held fra onkel) mandlen. Det synes hun var vældig spændende.

Begge børn gik dog pænt med rundt om juletræet og sang. Det synes jeg altid er noget af det hyggeligste. Manden havde jo fint udsigt til det hele fra sofaen, så han fik mig på et af julebillederne …

jul2015

jul2015 5

Herefter gik det slag i slag med gaverne. Det er altid lidt hektisk og lidt højt, når der er små børn involveret, men sådan må det være. Filøjsen og Vigsen fik begge et løbehjul og deres fætter fik det populære segboard, så der blev drønet rundt indenfor meget af aftenen.

jul2015 11

Vigsen var drøntræt, og blev som den første puttet i seng ved 22-tiden. Hun fik sin nyerhvervede dukke med, og så var der hurtigt ro. Filøjsen kom i seng bagefter, men kunne slet ikke falde til ro. Hans krop dirrede, benene kørte på ham i vilde spjæt, han grinede og fjollede. Jeg prøvede at massere ham lidt, læse for ham og tale roligt til ham, men lige lidt hjalp det. Jeg gik nedenunder og ryddede op, og ved midnatstid blev der endelig stille på hans værelse. Alle de indtryk og den store forventning og forløsning har uden tvivl tæret hårdt på den bette mand. Han var selvfølgelig tidlig oppe næste dag, og 1. juledag bar præg af hygge, men også af at Filøjsen var træt og drænet ovenpå det hele.

Selvom om sådan en jul kan være hård ved de små, så se dem lige. Helt spændte og fine i tøjet. Vigsens posering er altså ikke noget jeg har bedt hende om. Det kom helt af sig selv. Søde tøs …

jul2015 16 jul2015 15

Men uanset hvad, så var vores juleaften en succes. Også selvom manden lå på sofaen med benet oppe hele aftenen, og selvom Filøjsen gennemskuede at Julemanden bare havde et kostume på og i virkeligheden var naboen.

jul2015 4 jul2015 10

Det var virkelig en aften og stund i familiens og kærlighedens tegn, og jeg bliver varm om hjertet, når jeg tænker på, hvor meget hjælp jeg fik i dagene op til jul og på selve juleaften. Det er jo det julen handler om. Når jeg ligger her og reflekterer, så glæder jeg mig allerede til næste jul.

jul2015 3 jul2015 2

Jeg håber også, at I derude havde en glædelig og magisk aften. Præcis som den bør være.

Goddammit, Alexis! 

Så skete det der ikke måtte ske, når man står med en masse forberedelser 3 dage før jul, er ved at afslutte sit store renoveringsprojekt og man skal igennem en større operation om blot 3 uger …

Mandag aften den 21. december havde min mand lavet lister i huset det meste af dagen, og så ville han lige tage ud og spille badminton om aftenen med gutterne – bare for glædens og motionens skyld. Han træner ikke længere fast, men giver den alligevel altid fuld skrald, når han ind så imellem spiller.

Midt i en kamp springer han bagud for at nå bolden, og da han lander siger det SMÆLD i foden. Akillessenen blev revet over. Fuck, sgu, goddammit altså!

Mens de ventede på en ambulance blev jeg ringet op af hans kammerat, der fortalte mig situationen, og jeg var bare ‘fuck altså!’. Da jeg havde forhørt mig om han var okay udover smerten, må jeg ærligt indrømme, at det første jeg tænkte på var min egen operation, som er lige om hjørnet.

Heldigvis, kan man sige, havde vi afleveret ungerne samme dag hos min far og hans kæreste til en lille miniferie. Så jeg tog ud på akutmodtagelsen for at være ved min stakkels mand. Han var fandme træt af det hele og ked af det. Han vidste godt, at det stupide uheld ville komme til at koste på arbejdsfronten, betyde nul aktiviteter med ungerne i vores forestående ferie og at min operation kunne vinkes farvel til.

Lægen kom og stillede diagnosen, som vi allerede vidste. Overrevet akillessene. I vores region har de valgt ikke at operere, da resultatet efter et års tid på sådan en skade er det samme med og uden operation. Så han fik sådan et motherfucker monstrum af en støvle på med kiler i, der holder hans fod i en bestemt vinkel, krykker med hjem, blodfortyndende medicin pga. inaktiviteten og besked om at holde sig fuldstændig i ro de næste 14 dage.

Ydermere hedder det sig, at han overhovedet ikke må støtte på foden i 14 dage eller tage støvlen af. Han skal til løbende kontrol, men kan ikke arbejde de næste 3-4 uger. Må ikke køre bil i 3 måneder. Er først helet helt op igen efter et års tid. Det er en pisseærgerlig udsigt.

Nu skal vi klare os igennem julen. Juleaften holdes herhjemme, og heldigvis har vi uddelegeret maden lidt imellem os i min familie. En fra min mødregruppe har tilbudt sin hjælp med lidt af julemaden, min lillebror kommer i morgen og sætter de lamper op, vi lige har fået, og min far + kæreste passer stadig ungerne, så vi (eller jeg) kan nå det hele. Det skal nok blive jul, og næstekærligheden lever i bedste velgående.

Mere ærgerlig er jeg over min operation må aflyses. Mentalt har jeg jo sat mig op til den de sidste 8 måneder og var nu klar til at få det overstået, meldt det ud på arbejdet osv. Men uanset hvor meget hjælp vi får, så kan det ikke lade sig gøre at både jeg og manden er fuldstændig ubehjælpsomme og immobile i 2-3 uger på samme tid. Det holder ikke. Så jeg skal have ringet til sygehuset og forklaret dem situationen. Så må jeg se hvornår det så kan blive.

Men send gerne lidt positive vibes i min retning. Jeg kunne godt bruge det i disse dage.

Rigtig glædelig jul til jer alle.