Min søde og forsigtige dreng på 5 1/2 år, som for et par år tilbage var bange for at kravle op i en sandbunke i vores indkørsel, fordi “det er jo farligt, mor”, er lige så stille ved at slippe sin frygt for vilde og ukendte ting.
Han skal stadig lige sikre sig mentalt på en ny og ukendt ting gennem samtale og en hulens masse spørgsmål, men nu bøjer han ikke længere af lige med det samme. Nysgerrigheden og chancen for en oplevelse får oftere og oftere lov til at sejre i ham.
Og det er rigtig fedt, som forælder, at opleve.
Jeg tror til dels han er nået lidt længere på modenhedsbarometeret og dels har han fået mere tro på sig selv gennem de fysiske aktiviteter i børnehaven, som er blevet væsentligt opgraderet det sidste års tid, da den er blevet til en bevægelses/idræts børnehave. Han går også hop-amok på vores havetrampolin dagligt og får udfordret sin fysiske kunnen der i sit eget tempo.
I starten af sommeren var han i Fårup Sommerland med bedsteforældrene. Selvom vi bor tæt på, har vi ikke ligefrem overrendt stedet. Men i år fik han årskort. På den første tur drønede han rundt i Pindsvinet, som er en lille rutsjebane til de små børn. De fik også lokket ham med i Træstammerne, som ikke var ham, da man jo bliver våd! Da de nåede opstigningen på sidste og højeste bakke i forlystelsen, erklærede han, at NU ville han gerne af. Heldigvis fik de ham forklaret at det ikke sådan lige lod sig gøre … Han blev våd. Og pylret (han fik regnslag på 2. gang, og så gik det nemmere).
Så var vi selv af sted med ham midt i juli. Det var en familietur med mandens familie, så der var masser af hænder til at passe på Vigsen, mens vi kunne prøve diverse ture med Filøjsen. Jeg fik ham med op i Mineekspressen. En rutsjebane med lidt større bakker og sving end Pindsvinet. Han elskede det og fik i den grad blod på tanden.
Lige inden vi skulle hjem, var det så Flagermusen, vi skulle prøve … Han skreg af grin og ville prøve igen og igen. Det var fedt at opleve, at vores lille forsigtig-Per pludselig brød ud af sin usikkerhed og bare frydede sig over de store sus i maven.
Da vi så var deroppe igen i forrige weekend, startede vi med en tur i Falken – en stor trærutsjebane, som knager og brager, og hvor de virkelig store op- og nedture kan mærkes …
Der var ikke ret meget kø, så vi kom til med det samme. Han var alligevel lidt beklemt, da turen var færdig, og ville gerne af. Men Fårup-manden havde allerede imødekommet de hujende råb om ‘ekstra tur’ fra folket i vognene og trykket start igen, så da Filøjsen ville af, var vi på vej op ad første bakke for 2. gang.
Held i uheld måske, for 2. tur tog han i stiv arm og grinede hele turen rundt og han ville have sin far med op, da vi kom ned.
Han drønede rundt med Falken en 10-12 gange den dag, og det var skønt.
Vi kan mærke at selvtilliden lige så stille er kommet snigende i takt med Fårupturene, og det er en god følelse. Han har ikke altid den største tro på sig selv, så det varmer ens hjerte at se og høre ham tale om hvor meget han tør nu og se ham blive modigere…
Jeg håber selvtilliden vil komme på samme måde hvad angår den finmotoriske kunnen. Det at tegne, skrive, male og være stillesiddende til en kreativ aktivitet siger ham slet ikke noget. “Jeg kan jo ikke finde ud af det”, lyder det alt for ofte.
Men én ting af gangen … Vi har heldigvis et års tid endnu til at øve den side med ham og prøve at gøre det mere interessant for ham.
Her er et billede af far, mor og barn i Flagermusen. Se lige hans ansigtsudtryk på vej ned af bakke. Han synes det er toppen!
Til dem, der ikke kender Falken, så er her et billede af mig på vej op ad den første bakke, inden det går løs. Man kan sådan nogenlunde danne sig et indtryk … 
